stort paa, saasom jeg netop i Harham syntes at finde saa lidet af Bøger og boglig Sands.
Før jeg kom hid til Egnen, havde jeg hørt omtale som en staaende Skik, at hver Bonde her ude paa Havkanten brugte at kjøbe en Tønde Brændevin for Aaret, og da jeg i Aalesund fortalte en Mand, at jeg agtede mig ud til Harham, beklagede han mig, saasom jeg der vilde finde en Almue, som ikke tænkte paa Andet end Penge og Brændeviin. I en af de første Samtaler med Harhams-Folk maatte jeg ogsaa studse ved at høre, hvorledes man her udtrykker sig ved Tale om Brændevin: ved Spørgsmaal om Prisen udtrykker man sig ikke saa: Hvad koster Potten? men: Hvor meget er det for Tønden? Og i den første Tid af mit Ophold i Præstegjældet henvendte en Harhams-Mand sig til mig med indstændig Opfordring om at søge oprettet en Afholds-Forening her. Efter dette vil man forstaa, hvorfor jeg gjorde mig saadan Flid for at blive kjendt med den hele Brændevins-Skik, at jeg, som man har seet, endog tog Tal paa de Dramme, som Skikken har fastsat for de forskjellige Leiligheder.
Skal jeg nu tilsidst vove at yttre min Mening om den hele Brændevinet-Sag, saa maa jeg sige saa: 1, Der er adskillig Overdrivelse i hint Omdømme om Harhams Brændevins-Brug; 2, der er dog ogsaa adskillig Overdrivelse i den virkelige Brug; 3, men denne Brug er i de senere Aar heller aftaget, og 4, hvad der sidder igjen, hænger saaledes sammen med den hele Leveskik, at det ikke er saa ganske let for Bønderne at faa det ganske eller hurtigt afskaffet, om de ogsaa selv monne ville det.
En dygtig og anseet Bonde paa Harham erklærede mig, at han vidste kun om 2 Bønder i Præstegjældet, der kjøbte saa meget som en halv Tønde Brændevin hver for Aaret; stundom vare 3, men almindeligst 4 Bønder sammen om en Tønde. Og dette Sidste, 4 om 1 Tønde, maa
