at glæde sig ved – hvis ellers saadan Nattevaagen kan kaldes en fornøielig Ting.
Naar jeg endnu minder om Færde-Laget, et Gilde, som holdes efter sluttet Vaarfiske for dem, som have været med i Baadlaget, og af hvilke gjerne nogle ere fremmede og nu skulle begive sig paa Hjemfærden, – saa har jeg nok nævnt alle de brugelige Gilder[1]. Og udenfor disse af Skikken fastsatte Leiligheder (i Korthed sagt: Juletiden og Bryllupstiden – se Side 390) er der ikke Tanke om selskabelige Sammenkomster med Traktering. Det forstaar sig, naar en Mand, som bor noget længere borte, en enkelt Gang kommer hen til en anden i et Erinde, saa skjænker man ham gjerne en Dram eller to, som man andetsteds byder en Kop Kaffe. Og det blev mig sagt at om Søndags Eftermiddage samles gjerne Gaardens Folk eller nærmest Mandfolkene i en af Stuerne eller tildels Mændene i et Hus og Drengene i et andet – ikke for noget Slags Traktering, men for at prate sammen en Stund. Prate, hvorom? Jo, om Priserne paa Fisk og Salt, om den Storbaad, som sidst blev kjøbt til Øen, om det kan være raadeligt for den Kone, som sidst blev Enke at blive ved Bruget, om Formandskabets Beslutning til Indskrænkning af Tjenernes Rettigheder o. s. v. Dog, nede i Gutternes Stue gaar Samlingen ofte over til at blive en „Leik-Stemne“, som Pigerne lidt efter lidt tage Del i. Thi at der, som det sagdes i disse Guttelag skulde bruges at læse i „For Fattig og Rig“, Almuevennen, Snorre, Mallings store og gode Handlinger, Graves Fortællinger, det tror jeg ikke
- ↑ Om Gravøl talte jeg i Slutningen af forrige Kapitel. Barnsøl eller Barnedaabs-Gilder forhørte jeg mig ikke om; men i en Bygd i Nabo-Egnen Romsdalen lagde jeg Mærke til at Forældrene i al Simpelhed traktere Fadderne med nogle Kaker og Dramme i et af Husene ved Kirke-Stedet, hvorfra hver reiser hjem til Sit.
