med samme Følelse af, at det bør sig de Dødelige at leve sammen i Endrægtighed. Vi kunne nok tænke os, at der fra disse simple religiøse Feste er udgaaet milde og velgjørende Stemninger, som have bidraget til at fremme Lovlydighed og Samholdighed i Nabolagene og Bygderne og Fylkerne. Vi finde ogsaa, at denne hedenske Jule-Skik ingenlunde blev forkastet ved Christendommens Indførelse; Olaf den Hellige og flere Konger efter ham stadfæstede den endogsaa ved at optage en egen Bestemmelse derom i den christne Lov, saa vi endnu i en af de første Paragrapher i Gulathings-Loven kunne læse om, hvormange Bønder der skulde høre sammen i et Lag (tre i det Mindste), hvor meget Malt hver skulde brygge, hvad Bøder den havde at lægge, som holdt sig borte fra Laget o. s. v., kun at Laget nu i den christne Tid naturligvis skulde holdes til Christi og Jomfru Marias Ære, og at Bøderne skulde tilfalde Biskoppen. – Nu mener jeg, at den Jule-Skik, som jeg i 1856 sandt bestaaende paa Harham, kan være fremkommen af hin gamle ved en Række af Smaa-Forandringer, og i denne Mening bestyrkes jeg derved, at i en nærliggende Bygd, Søkelven, Annex til Ørskoug, fandt jeg en Jule-Skik, som aabenbart ligner den gamle, og saa at sige staar midt imellem denne og Harhams-Skikken. Jeg skal fortælle om Jule-Lagene paa en Gaard i Søkelven, hvor der bor 7 Bønder sammen: 1ste og 3die Juledag (ikke 2den Dag, thi da er der Gudstjeneste i Kirken) samt Søndag mellem Jul og Nytaar eller Nytaarsdag, altsaa paa 3 Dage i Løbet af Julen, komme alle Gaardens Folk sammen, efter Omgang hos 3 af Bønderne; næste Aar holdes Samlingerne hos andre af de 7 Bønder. De Bønder, hos hvem der ikke er Samling det ene Aar, bære med sig til Laget en Tankar af sit Jule-Øl, og deres Koner ligesaa nogle Kaker og Lefser af sin Bagning, og dette falder da saaledes ud, at naar Julen er omme og alle Lag ere holdte, saa have
