Sammen med denne Prøve paa Husmoderens Evne
til at vælge sine Ord kan det være artigt at høre, hvorledes
Husbonden veed at udtrykke sig saa jevnt og sindigt, naar
det gjælder f. Ex. at irettesætte en efterladen Tjener.
Første Gang: „Nei, du maa itt gjøraa dæ so – men se so, som du ser, e gjer dæ no.“
Anden Gang: „Nei, se so!“
Tredie Gang: „Nei, se so, maa du itt gjøraa dæ – du saa da, kor e gjør dæ.“
Hjælper heller ikke dette, saa gjør Bonden bedst i at tie og faa sig en ny Karl næste Aar – saa mente min Hjemmelsmand.
Jeg vender atter tilbage til de egentlige Høfligheds-Skikke. Hidtil har jeg tænkt paa de Tilfælde, at Folk mødes i Hus. Men der er ogsaa en egen Skik og Brug, naar man mødes paa Vei og Mark.
Nu forestiller jeg mig, at en Mand farer hen efter Veien og ser Nogen i Nærheden beskjæftiget med et eller andet Arbeide. Hvor meget han end haster, maa han dog standse lidt paa Farten og hilse: „Sign Arbeid“ samt modtage Svaret: „Takk.“ Men er det paa nogen Maade muligt, saa staar han en liden Stund stille og yttrer et Ord om Arbeidet, saa vidt at det høres, han lægger Mærke til det.
„Saa du kjør Møk idag?“.
„Ja, aa du æ ut aa gaar i slikt Før?“
„Ja, far væl.“
„Lykk paa Reis.“[1]
- ↑ Paa Tilbagereisen fra Throndhjem foer jeg Ørkedals-Veien. En Bonde fra Meldalen skydsede mig et Stykke op i Rennebo og stod bag paa Slæden. Jeg skulde bøie af Veien og søge en Bonde; men hverken Skydsmanden eller jeg kjendte hans Gaard. Saa kom vi tæt forbi en Laave, hvor en
