eller „Mang Takk,“ og lægges i Hiten (Posen) uden at sees paa.[1]
Stundom kan vel en Betlerske, selv af Bygdens egne, være djærv og uforskammet. „Lad høre, hvordan Ordene da kunne falde?“ saaledes henvendte jeg mig til den Bondemand, som var min bedste Hjemmelsmand i disse Sager.
Han lo først; men saa lænede han sig tilbage mod Væggen, lukkede Øinene halvt i og sad stille en Stund. Saa begyndte han, og jeg nedskrev følgende lille Stykke:
„E har so klene Sko – du har fell itt et Par Sko aa gje me?“
„E har nylig gjitt bort eit Par – e har dæ itt so no.“
Om Lidt siger hun igjen:
„Dem æ so klar, Sokkan mine – du har fell itt eit Par Sokka aa gje me?“
„E har sagt itt dæ heller, no,“ svarer Konen lidt ærgerlig.
Nu sidder den Første en Stund og pønser.
„E har hørt aat mer so Mang – e sko haa me eit Stykkj te aa sætt i Stakken – du har feil itt eit Stykkj saales, du hell, vet e?
„Han va no saa klar, Stakken aat Gjetl-Droken,[2] daa ho kom her i Vaar – e tok bort dæ, e hadd, aat hana.“
Nu skjønner Betlersken, at man ikke vil give efter for hendes Djærvhed, men lade det være nok med den Mad, hiin har faaet i Posen. Thi Noget maa den Fattige altid faa.