med Potetes og Brød. Søndag Morgen skjænker Styremanden en Dram, men ellers ikke paa Landlæge-Dage.
Omtrent saaledes som Selvfostrings-Karle lever ogsaa selve Husbondsfolket, dog maaske lidt bedre, især formedelst den bedre Kvindfolkshjælp. Saaledes kan der til Afvexling istedetfor Torskehoveder engang imellem laves Ball eller Boller af saltet Seid, som hakkes sammen med raspede Potetes samt Mel og Melk, eller af Torskerogn og Mel kan laves Boller af det Slags, som kaldes Kumper-Døser. Fremdeles kan ogsaa den omtalte Mølje til Søndag-Middag gjøres federe ved at have smeltet Talg i (Lyse-Talg).
Men naar jeg – for at komme tilbage til Beregningen over Selvfostringens Kosthold – tæller efter de mange Maaltider med Torskehoveder, og naar jeg regner – som man sagde jeg maatte gjøre – mindst to Hoveder til hvert Maal, saa bliver det for hele Fiske-Tiden mindst 150 Hoveder – en ikke ringe Mængde Mad. Skulde de værdsættes efter Salgsprisen paa denne i Fisketiden saa overflødige Vare, saa blev det rigtignok kun 24 til 30 Skilling[1]; men et Hoved af bedste Slag skal nære omtrent som en saltet Smaaseid, saa hine 150 Hoveder svare omtrent til Tønde saltet Seid eller til en Penge-Værdi af omkring 96 ß, hvilke Skillinger altsaa skulde lægges til den for angivne Pris paa Kostholdet i de 8 Fiske-Uger, nemlig omkring 5 Spd.
Saa tarveligt lever altsaa selv en Løskarl. Dog vil jeg ikke netop rose ham derfor, som om han heri udmærkede sig fremfor Andre. Det er Bygde-Skik her paa disse Kanter. Den velstaaende Bonde lever ligedan, og det hele
- ↑ Almuesfolk fra de nære Fjord-Distrikter komme ud og kjøbe smaa Baads-Ladninger af Fiske-Hoveder, og Prisen pleier være 16 til 20 ß for 100. Skjøndt de ofte maa tages sure og ilde-lugtende af Dungen, bruges de dog af Kjøberne til Menneskeføde.
