med et Middeltal til et Par Daler, og den første sagdes at være endnu ubetydeligere.
Denne Tjenernes Ret til et halvt Garns Fiske var ældre end Mands Minde. Alligevel, fortalte man mig, vilde Øvrigheden engang forbyde samme – vel i Henhold til nogle kongelige Forordninger om saadanne Ting, – og da en Bonde paa Tinget svarede: „Det ’alve Garn ’ar min Dreng ’avt og skal ’ava,“ saa maatte han staa i Gabestokken for disse Ord. Min Hjemmelsmand, en Bonde paa 47 Aar, sagde, at dette var skeet i hans tidligste Barndom, og at der endnu levede Folk, som mindedes det vel.
Men saa var der, fortalte man mig fremdeles, paa Vigren to Søbønder, som tillige vare Lodser, og som hver havde en dygtig, velbefaren Tjenestekarl. Maaske agtede disse Karle ikke længer at forblive i Tjenesten, og Husbønderne kunde nødig undvære deres paalidelige Hjælp, naar de selv midt i Fiske-Tiden maatte fare paa Lodseri. Nok er det: hver af disse Bønder indrømmede sin Tjener 1 Lut paa Baaden i Torske-Fisket eller Ret til at deltage i dette for egen Regning, altsaa med Udsigt til 1 Luts Vinding, (se Side 352). En af disse Tjenere lever endnu i en Alder af 50 Aar, saa det altsaa ikke kan være ret mange Aar, siden dette skeede. Men Exemplet udbredte sig meget hurtigt: alle Tjenestekarle fandt det ønskeligt at have Lut paa Baaden i Vaarfisket, og de, som vare saa gamle i Tjenesten og øvede i sin Dont, at de kunde drive sin Fordring igjennem, betingede sig saadan Ret ved Indfæstingen. Og
havde hver Tjener et halvt Garn med, og den Fisk, som var fanget i dette halve Garn, hørte ham til. Under Optrækningen af Garnet, idet samme Fisken løstes ud af Garnet, brugte Tjeneren at mærke sine Fiske i Hovedet med sin Kniv, saa han siden kunde finde dem ud af Hoben; han pleiede nemlig tilvirke sine Fiske for sig selv. Saaledes opfattede jeg ialfald Betydningen af og Fremgangsmaaden med dette halve Garn.
