der kræves af en fuldgod Tjenestekarl her i Harham, hvor, som allerede sagt, Tjeneren maa forrette, hvad han befales, ligesaavel paa Havet som paa Landet. Nu skulle vi høre noget om Lønnen.
Fra gammel Tid har her været ligesom en Taxt for en Tjenestekarls Aarsløn, saa temmelig ligedan som i Indlands-Bygderne. For nogle Aar tilbage lød Taxten paa 10–12 Spdr., dog saaledes, at hvert andet Aar blev der for omtrent Halvdelen af disse Penge givet et vist Sæl af Klæder (Buxe og Trøie af 8 Alen Vadmel, færdig syet, men uden Knapper, 2 Skjorter, 1 Par nye og 1 Par paabundne Hoser, 1 Par Vanter, 1 Hat eller Hue, endelig nogle M₻, Læder, som Karlen lig hver anden Mand med egne Hænder syede sig Sko af). I den senere Tider det blevet almindeligere, at Gutten faar sin Løn udbetalt i Penge hvert Aar.[1] I Annexet skal Lønnen være størst, nemlig (i 1856) 15–16 Spdr. foruden 1 Spdr. i Fæstepenge; i Hovedsognet hørte jeg oftest angive en 12 Spd. med 1 Spdr. i Fæstepenge, samt nogle Tillæg, saasom Ret til at sætte 1 Tønde Potetes eller Læder til 1 Par Sko og 1 Par nye Hoser (eller. Paabinding paa et Par gamle) – forskjelligt efter den ved Fæstingen gjorte Aftale. – Men foruden alt dette har Karlen til Opmuntring under nogle af de store Fiskerier havt visse Rettigheder: den Brosme og Torsk, som faldt ved Fiskeriet paa Stor-Eggen, skulde høre ham til, og under Torske-Fiskeriet skulde han have „et naivt Garns Fiske.“[2] Denne sidste Rettighed ansloges
- ↑ Endnu er det dog saa, at Husbonden lader Tjeneren faa ikke til Eie, men til Brug ved Fiskeriet: Søstøvler samt Skindklæder (Stak og Brok).
- ↑ Tjeneren maatte lade sig gjøre nogle Garn af halv Størrelse (eller om der var to Tjenere sammen paa en Baad, kunde de forene sig om nogle hele Garn). Hvergang nu Garnstillingen blev sat (fra 20 til 30 Garn sammenheftede), saa
