Men hvorledes det end monne have sig hermed, saa
er det sikkert nok, at Harhams Søbønder vide at styre sine
Baade med Mesterskab. De vare gjerne livligst i sin Tale,
naar det gjaldt at skildre for mig deres Bedrift paa Havet;
jeg tænker mig ogsaa, at de ere livligst i sin Færd, naar
det gjælder at føre Baaden under Storm og Fare. Hvad
gjør Styremanden paa en Ottring naar Stormen tager ret
i og Faren bliver alvorlig? Han heiser Seilet i høieste
Top for at løbe fra Vinden og „seile Sjøen ud,“ saa det
Vand, som tages ind forud, formedelst Fartens og Baadens
Bevægelse skyller ud igjen agter! Den største Fare skal
være, hvad jeg allerede har fortalt et Exempel paa, at den
dirrende Baad med sin usædvanlige lette Bygning skal gaa
tvært af, idet den bøier sig over Bølgens Ryg; thi, som
en Sø-Bonde sagde, det er næsten utænkeligt, at en Ottring
skulde kuldseile selv i haardeste Storm, naar der er
dueligt og paapasseligt Mandskab ombord.
Dog, selv om jeg var sagkyndig, skulde det blive endeløst at fortælle om al den Øvelse og Kunst, der skal til for at blive en fuldgod Sømand og Fisker i disse Farvande. Og selv om jeg var fagkyndig nok til at fremhæve de Mangler, der muligvis forekomme i Harhams-Bøndernes Bedrift paa Havet, saa vilde der sikkerlig blive Mere tilbage at beundre. Jeg siger saa: Om den nu levende Slægt paa disse Øer og Kyster flyttede ud til Amerika og tog sin Kunst med sig, og om saa fremmede Folk kom i deres Sted, saa skulde der, trods de mange Hjælpemidler, som Nutiden har at glæde sig ved fremfor Fortiden, sikkerlig gaa Menneske-Aldere hen, inden Folket fra nyt af fik udforsket Havets Dvbheder og gjort sig fortrolig med Stormvindens
Ottringer, „de fortrinligste Hav-Baade i Landet.“ „Og der findes neppe mere haardbare Folk i aabne Baade paa Havet end Søndmøres Fiskere.“
