Endnu bevæget ved denne Fortælling sad jeg næste
Dag med Harhams Ministerialbog eller Kirkebog for mig
og talte efter hvor mange af Præstegjældets Indbyggere der
i den sidste Menneske-Alder vare omkomne ved Ulykkeshændelser.
I de 37 Aar fra 1819 til 1855 var Antallet 117.
Nu var Præstegjældets Folkemængde:
| i | Aaret | 1815 | 1565 |
| - | – | 1825 | 1644 |
| - | – | 1835 | 1836 |
| - | – | 1845 | 2029 |
| - | – | 1855 | 2257, |
og Middel-Tallet heraf eller 1866 kan antages som Middel-Tal paa Folkemægden i hint Tidsrum.
Men at der af saadant Folketal, af 1866 Mennesker, i 37 Aar skal være omkommet 117 Personer (aarlig 3 eller derover), det er noget særdeles Betydeligt; det er mere end det Dobbelte af, hvad det skulde være, dersom Tilstanden i dette Præstegjæld havde været ligedan som i Norges Land i det Hele, og Norge er dog maaske det Land i Europa, hvor det i den Henseende staar allersørgeligst til.[1]
- ↑ I de 10 Aar 1841–50 var Forholdet i Norge saa, som om der blandt 10,000 levende Mennesker aarlig omkom ved Ulykkes-Tilfælde 7; i Harham var Forholdet som 17 istedetfor 7. Med samme Tilstand som i det samlede Norge skulde der i Harham i de 37 Aar verre omkommet ikke 117, men kun 49. Saml. min Afhandl. „Om Dødeligheden i Norge“, Side 158, hvor ogsaa Opgaver fra andre Lande ere meddelte.
men at det dog i Virkeligheden var en Tildigtning af det udsmykkende Sagn. Alligevel var der noget Tilsvarende: paa en forbiroende Baad var der en ung Mand, som syntes at bemærke hint Nøds-Signal; Høvedsmanden paa Baaden paastod, at det vare var en Ørn, som sad og flaxede; men hin var en behjertet Karl og gav sig ikke, før det blev besluttet at slaa et Slag op mod Vinden for at komme Øen nærmere og faa Vished – og saaledes kom Hjælpen.
