Men den Læser, som skjænker Bogen saadan Opmærksomhed, skal ogsaa sande, at dette Sprog er værd at kjende og eie.
Som bekjendt, kan det øvede Øre opdage Ulighed i Landalmuens Talebrug fast i hver liden Bygd, og i de større Egne af Landet er Uligheden meget kjendelig. Der er Grund til at tro, at der var saadan Ulighed allerede i hin gyldne Tid, da det norske Sprog var dyrket som Skriftsprog; men sandsynligt er det ogsaa, at dersom dette Skriftsprog fremdeles havde staaet ved Magt, saa skulde Bygdemaalene i Tidens Løb heller have nærmet sig til Enhed. Saa er da denne Bygdemaalenes Ulighed et Mærke paa Landsmaalets Vanrøgt og Forfald, og her er vistnok en af Aarsagerne til, at Landalmuen selv er saa snar til at anse dette sit Modersmaal for et altfor ufuldkomment og udskjæmt Sprog ved Siden af det nu brugelige danske Bogsprog, som netop udmærker sig ved hin udvortes Enhed. Men ligeoverfor denne Bygdemaalenes Mangfoldighed har Sproget i Ivar Aasens Bog et stort Fortrin. Det er skrevet efter nogle af de mest uforvanskede Bygdemaal, men tillige med stadigt Hensyn baade til de andre Bygdemaal og til det gamle norske Skriftsprog, og dette er gjort med et sandt Mesterskab, saa vi trygt kunne lade det gjælde som et Mønster for det almindelige norske Landsmaal eller Folkesprog. Hvem uden netop de egentlige Sprogforskere kunde vel have Tid og Taalmodighed til at lære alle Bygdemaalene? men dette ene Landsmaal kan nu nogen Hver gjøre sig bekjendt med.
I Aaret 1850 blev Ivar Aasens Ordbog over det norske Folkesprog trykt, og i sin Dom om dette Værk yttrede Professor Munch i det samme Aar, at de fleste Ord, rigtigt skrevne, ere de selvsamme, som de vare i Sagatiden, og at den nyere Forms tilsyneladende Afvigelse fra den ældre som oftest kun bestaar i en Forandring af dens Orthographi eller af dens Udtale. „Den hele Ordbog er
