mange Skrifter, at sikkert alle mine Læsere vide, hvad det gjælder, om nemlig det danske Sprog, som bruges i vore Bøger og i de fornemme Klassers Tale, skal blive det ene herskende her i Landet, eller om det i Landalmuens Tale nedarvede norske Sprog skal komme til Magt, eller endelig om der skal opstaa en ligelig Blanding og Sammensmeltning af disse tvende Sprogformer og deraf skal fremgaa en ny Sprog-Skikkelse, som alle Dele af det hele norske Folk kunde vedkjende sig som sin egen.
For det Første tør der være talt nok om denne Sag; men der staar meget tilbage at gjøre.
Medens Tusinder og atter Tusinder, lige fra Børnene paa Almueskolens nederste Bænk, daglig lære mere og mere af det danske Bog- og Talesprog og glemme mere og mere af sit egentlige norske Modersmaal, saa er det høilig at ønske, at ret Mange lige omvendt ville anvende Tid og Flid for at lære det norske Folkesprog, lære det saa vidt, at de forstaa, hvad det er: et virkeligt, et i sin Grund ædelt og derhos ægte norsk Sprog. Jo bedre dette Sprog bliver kjendt, desto mere hjemligt vil det lyde, desto mere kjært vil det blive, desto flere Venner og Forsvarere vil det faa, og disse skulle hjelpe det til dets Ret i denne Sprogsorvirringens Tid.
Læseren vil finde dette Sprog i et Tillægshefte, som nylig ledsagede „Folkevennen:“ den oldnorske Fridthjofs Saga, af vor nidkjære Folkeven og store Sprogmester Ivar Aasen oversat paa det nyere Landsmaal.
Den Bog er rigtignok et grundig norsk Stykke. Baade med sin Saga og med sit Sprog maa den tiltale enhver den, som har Sands for, hvad norsk er.
Men som Malerier og lignende Kunstværker maa sees mange Gange for at nydes ret, saaledes ogsaa med denne Bog, hvad Sproget angaar: den bør læses flere Gange.
