ningen er kun at vise den besynderlig store Forskjel, som der kan være mellem vore Bygdelag i saa Meget og Mangt.
Denne Lyst og Evne til at antage Byens Væsen skriver sig nu fra Tømmer-Handelen, som i den sidste Menneske-Alder har gjort mange Bønder til Velstands-Folk og bragt dem i idelig Forbindelse med netop de rigeste Kjøbmænd i Christiania. Det er jo mest Mændene, som gjøre Byreiser og faa se og lære Byens Skikke; og det skal ogsaa ofte kunne bemærkes, netop i de rigere Huse, at Manden har et raskere Sving paa sig end Konen og er snarere til at forandre de gamle Hus-Skikke og indføre nye, saa det er ham, der ligesom fører hende an paa den nye Vei.
Er det nu gaaet saa, at den Sands for Renlighed og Pyntelighed, som Østerdalen roses for, er udbredt blandt Almuerne fra hin Klasse af mere velstaaende og bymæssig kultiverede Familier? Nei, thi det fremhævede Østerdalens Fortrin er gammelt, og denne Kultur er temmelig ny, opkommen i den sidste Menneske-Alder, ja vel mest i de sidste 10 Aar.[1] Vistnok er der ingen Tvivl om, at middels Bønder og Smaabønder og selv Husmandsfolk og Arbeids-Familier efter Leilighed tage efter den nye Skik og Maade, de se for sig i de Huse, som agtes for de bedste i Bygden, og saasom disse samme Huse, som det jo almindelig pleier ske,
- ↑ En Skoveier i Elverum, som nu vel er noget over 50 Aar gammel, og hvis Formue jeg i Fattigkommissionens Lignings-Liste saa anslaaet (og det vistnok lavt) til omtrent 60,000. Spd., fortalte mig, at han, skjønt Søn af en efter Datids Begreb ganske velstaaende Bonde, i sin Barndom var opvoxet og opdraget paa den tarvelige Vis, at han jevnlig gik barbenet. Gik han et Erinde ind til Elverums Leir, saa bar han Skoene med sig og tog dem paa, naar han skulde ind paa Gaden der; men saasnart han var paa Hjemveien igjen, tog han dem atter af. Saa var dengang almindelig Brug i Bygden.
