af den Ting, at naar der er Tale om at oprette et Almuebibliothek, saa tænkes der næsten bare paa Bøger, som Mændene kunne have Nytte af at læse; og selv om man ogsaa bekymrede sig om passende Læsning for Kvinderne, saa er der saa lidt af Bøger for dem; agronomiske Skrifter er der temmelig mange af, og dygtige Videnskabsmænd forfatte idelig flere, og Landhusholdnings-Selskaber drage Omsorg for at faa dem udbredte; men saaledes var ikke Kvindens Kald og Syssel været Gjenstand for Opmærksomhed. Selv har jeg visselig ingen overtroisk Mening om Bøgers Magt; men Skrift er dog en af de mange Maader og Veie til at fremme det, som godt er, og om der kom en Bog nu om de norske Almuers Husvæsen, saa kunde den blive Begyndelsen til fortsatte Forskninger og Bestræbelser.
Saa sluttede jeg med at bede Fru Winsnæs om at skrive lidt om Husstellet for Husmødre af Almuen og det af den ringe og fattige Del af Almuen – en ganske liden Bog, som kunde blive at sælge for en billig Penge.
„Kjære, De maa ikke bede mig om det – jeg er saa syg og svag nu paa en Tid.“
„Jeg ser desværre det – men jeg haaber jo, De skal komme til Kræfter igjen.“
„Saa faldt rigtignok den Grund bort – men hvorledes skulde jeg kunne skrive en Bog, som kunde passe for Almuen, jeg som bare er kjendt med Forfatningen og Stellet i nogle faa Egne af Landet?“
„Derfor beder jeg Dem ikke at skrive nogen fuldkommen Bog – men en ufuldkommen.“
Saa sagde ikke Fruen Nei mere. Siden blev hun virkelig stærkere af Helbred, og et Par Maaneder efter mit Besøg sendte hun mig Haandskriftet til en liden Bog.
Jeg havde beskrevet omstændeligt, hvordan Bogen efter mit Begreb skulde være, hvilke Ting den skulde omhandle, o. s. v. Den blev dog ikke saadan, ikke paa langt nær.
