forstandig og dygtig Kvinde, havde i sin Ungdom tjent længe hos en Doktor, saa her hos Lodsen fik Pigen lære mere. Manden, som fortalte mig dette, var først Omgangsskole-Lærer i Nærheden af det Sted, hvor Lodsen boede, og her blev han da kjendt med hende. Da han giftede sig og fik Fast-Skolen, kom de til at bo i Nærheden af Præste-Familien, og her fik Konen god Anledning til at se og lære baade Madlavning og Andet, som hører til et ordentligt og pynteligt Hus-Stel, og hun havde nu altid saadan Lyst til at lære Noget. Undertiden var det vel lidt slemt for hende; for det var, ligesom al Nabokoner af Almuen ikke syntes videre godt om, at hun skulde have det anderledes end de; men Manden og Konen holdt sammen i den Tænkemaade, at naar de levede med sømmelig Sparsommelighed og Nøisomhed i det Daglige, saa fik de ikke ændse det større, om Folk lastede dem for det, som der da ikke var noget Ondt i.
Hvem vil ikke give mig Ret, naar jeg siger, at jeg beundrede og høiagtede den Dyd, som hos disse enkelte Mennesker stille og jevnt og seierrigt arbeidede mod en Bygde-Skik, som kun altfor ofte bliver overvældende og nedsænker den ene Familie efter den anden i Tankeløshed og Ligegyldighed og Uhygge?
Og netop fordi jeg erfor, at Tanken om det Rette og Ædle i dette Stykke ikke var ganske udslukt hos disse Egnes Almuer heller, idet der dog var enkelte Familier, hos hvilke den levede og virkede, derfor fik jeg mere Haab om, at den gode Tanke ogsaa kunde trænge igjennem til Flere og Flere, og at den almindelige Tilstand kunde glædelig forandres.
Opfyldt af Erindringen og Tanken om alt dette lagde jeg Hjemveien over Hedemarken og standsede et Par Timer hos Hanna Winsnæs. Jeg fortalte hende, hvad jeg havde seet og tænkt. Navnlig udviklede jeg dette, at i Grunden er der gjort saa overmaade lidt for den kvindelige Dannelse hos Almuen i vort Land; jeg sluttede saa f. Ex.
