Hopp til innhold

Side:Folkevennen 1858.djvu/105

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
101


Men det er dog mere Natteløberiets Støi og Larm, som er stilnet af i de sidste Aar. Man bør skjelne mellem Natteløberi i Flok og Følge og det enlige Natteløberi. Hint mærkes sjeldnere nu for Tiden; men dette, at en enlig Gut gaar ud om Natten ikke som Frier, men blot for at besøge en Pige og tilbringe en eller flere Timer hos hende, det bestaar endnu. Det er undtagelsesvis, at en Husbonde har forsynet Fjøsdøren med Laas, eller at han, om hans Døttre og Tjenestepiger ikke ligge i Fjøset, men paa et Loft i Stuebygningen, holder sin Husdør lukket i Laas om Natten. Saaledes er der den frieste Adgang for hver Gut til at finde Vei til hvilkensomhelst Pige, og Adgangen benyttes tidt og jevnt, og det maa kaldes Undtagelse, naar saadant bliver Gjenstand for Daddel eller Paatale.

Paa en af mine Vandringer gik jeg ind i en Husmandsstue for at hvile en Stund og samtale med Folket. Først traf jeg et ungt, vakkert, men blegt Fruentimmer med et grædende Barn paa Armen. Jeg fik snart høre hendes Historie: hun var Datter i Huset og ugift; hun havde været i Tjeneste, men havde for 2–3 Maaneder siden maattet tage hjem til Forældrene for at føde sit Barn. Dette hørte jeg i Stuen, hvor Moderen var tilstede, og for at fortsætte Samtalen i Enrum med den i Sandhed beklagelsesværdige Pige, tog jeg hende med mig ind i et Kammer ved Siden af. Her traf jeg et andet ungt og særdeles vakkert Fruentimmer, ligeledes med et Barn ved Brystet. Det var en Søster af den forrige; hun var ogsaa ugift og var en Maaned tidligere kommen hjem af Tjenesten for at føde sit Barn. Da jeg havde hørt dette, yttrede jeg ikke en Stavelse, saa kun paa den ulykkelige med et langt Blik; men hun blev ilde ved: medens den første viste sig stille og modfalden, yttrede dennes Undseelse og Fortvivlelse sig i Arrighed: „Jeg er ikke den Første, som det er gaaet saa med, og jeg bliver nok ikke den Sidste, skal jeg