følge med. Thi naar en Gut gik saaledes enkeltvis, saa kunde det ikke skjønnes, om han var en skikkelig Nattefrier eller en uskikkelig Natteløber. Derfor bruger ogsaa Almuen selv det samme Udtryk baade om den Ene og om den Anden: „Utpaagang,“ „at gaa utpaa;“ disse Udtryk betegne baade Nattefrierens og Natteløberens Besøg, medens det Ord „Frieri“ nærmest sigter til den elskovsfulde Samtale, som kan lede til en varig Forstaaelse og ægteskabelig Forbindelse mellem Gutten og Pigen.
Naar først en og to og flere Gutter i en Grænd havde faaet Vane paa at søge en saadan farlig og utilbørlig natlig Fornøielse, saa var det kun en naturlig Fortsættelse deraf, at flere Natteranglere sloge sig sammen i Flok og Følge og droge med Djærvhed og Uforskammethed og Støi og Larm fra Gaard til Gaard og gjennemsøgte hvert Fjøs eller Loft, hvor Pigerne havde sit Natteleie. I Throndhjems Stift kom det mangesteds endog dertil, at Gutterne toge sine Fædres eller Husbønders Heste og huserede over Bygden som Nattens og Ondskabens Aander. Helst i Juletiden vare disse natlige Tog paa Færde; thi da pleiede hver Tjenestepige og hver Bondedatter være forsynet med Brændevin, og da gjaldt det at være den første til at „kaste Pigen op“ eller tildels med Magt drive hende op af Sengen og faa hende til at traktere.
Dette Natteløberi betegner et stort Uaar i Folkets Sæder, og dette Uaar synes navnlig at have anrettet store Ødelæggelser i de throndhjemske Bygder. Hvad Tid det indfaldt, skal jeg ikke kunne sige; men det er rimeligt, at det har været samtidigt med, at Brændevinet trængte ind og dermed Drukkenskaben tog Overhaand. Jeg slutter det deraf, at efter Alles ensstemmige Vidnesbyrd er det stilnet betydelig af i de sidste 10 til 20 Aar, da Brændevinet atter er betydelig fortrængt.
