land gik ind paa de Fordringer, hvis Opfyldelse Vestmagterne allerede det foregaaende Aar havde opstillet som det Mindste de agtede at opnaa ved Krigen. Disse Fordringer, der fornemmelig angik de Misligheder som havde givet nærmest Anledning til Krigen, var sammenfattede i følgende fire Punkter: 1. Ophævelse af den russiske Beskyttelsesret over Donaufyrstendømmerne. 2. Ophævelse af Ruslands Overherredømme over Skibsfarten paa Donaumundingerne. 3. Det sorte Havs Fredning. 4. Ruslands Opgivelse af sine Fordringer paa at blande sig i de tyrkiske Kristnes Anliggender.
Den 17de Januar erklærede Rusland ved sin Gesant i Wien, at det gik ind paa Østerrigs Fredsforslag; de krigførende Magters, tilligemed Østerrigs og Preussens[1] Gesanter sammentraadte til Fredsunderhandlinger i Paris, og den 30te Marts 1856 blev Freden sluttet og undertegnet. De vigtigste af Fredstraktatens Bestemmelser er Følgende:
Tyrkiet erklæres højtideligt for at være et ligesaa uafhængigt og ukrænkeligt Rige, som enhver anden europæisk Stat.
Sultanen erklærer paany, at alle hans Undersaatter, uden Hensyn til Religion eller Nationalitet, skal staa paa lige Fod.
Det sorte Hav er aabent for alle Nationers Handelsskibe, og dets Farvande og Havne for stedse lukkede baade for Kyststaternes og for andre Magters Krigsskibe, med Undtagelse af en ubetydelig Orlogsstyrke, som Enhver af de underhandlende Magter skal have Ret til at sende did for at overholde Orden og paase at Overeenskomsten bliver iagttaget.
Rusland indrømmer alle øvrige Stater Ret til at holde Konsuler i alle Havne ved det sorte Hav.
- ↑ Den sidstnævnte Magt fik dog først Lov at komme til, da Underhandlingerne var saagodtsom sluttede.
