Hopp til innhold

Side:Folkevennen 1856.djvu/287

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
283

Asien, Kars, overgav sig efter flere Maaneders Belejring den 28de November til den russiske General Muravieff. Dette Tab var ligesaa hæderligt for den tyrkiske Besætning som en Sejer; thi aldrig er en Fæstning bleven forsvaret med større Heltemod og Udholdenhed. Forsvaret lededes af den engelske General Williams, som af sin Regjering var bleven sendt som Kommissær til den tyrkiske Armee. Han havde taget al Magten fra de uduelige, fordrukne Pasjaer, og ved sit Heltemod vundet de tyrkiske Soldaters Beundring og Kjærlighed, saa at de under hans Anførsel udholdt alle Belejringens Rædsler uden at knurre. Først da den sidste Smule Meel var fortæret, da den sidste Hest var slagtet til Næring for de Syge, da Besætningen i bogstavlig Forstand holdt paa at sulte ihjel (Mange var allerede blevne vanvittige af Hungerslidelser og tungt Arbejde) overgav han sig til Fienden. Den russiske General behandlede Besætningen med al den Ridderlighed som dens Heltemod fortjente. Da de tyrkiske Tropper marsjerede ud af Byen, stod Russerne opstillede paa Linje for at modtage dem, og Sejerherrerne presenterede Gevær for de Overvundne.


Det var Østerrig, Rusland havde at takke for at det nu uden altfor stor Ydmygelse i Verdens Øjne kunde tilbyde Fred. Østerrig havde under hele Krigen, ligesom før dens Udbrud, havt fuldt op at gjøre med at mægle mellem de Stridende, og da Ruslands Svækkelse efter Sebastopols Fald blev mere og mere aabenbar, da der viste sig Kjendetegn til, at Frankrig og England nu ikke længer vilde vide af at nogen europæisk Stormagt skulde have Lov til at staa udenfor Kampen – da lod det virkelig til, at Østerrig stod i Begreb med at kaste Pennen og gribe til Sværdet. Det tilstillede Rusland et sidste Forslag (Ultimatum), hvori det truede med at slutte sig til Vestmagterne, dersom ikke Rus-