han skyve sit Gevær foran sig saalangt Armen kunde række, derpaa skulde han smyge frem langsmed sit Vaaben, atter skyve det frem o. s. v., og paa denne Maade luske sig afsted uden at en Lyd hørtes, bestandig færdig til at springe op og gjennembore den Fiende, som maatte ville overrumple ham. Den første Blænker spejdede gjennem Mørket og viste de øvrige Vejen. Den Anden holdt sig lidt foran Officeren, som var omgiven af sin Trop. Man maatte gaa tilvenstre om en liden Houg, bag hvilken en Trop Russer havde Post. At overrumple dem, bortføre dem eller støde dem ned vilde ikke være til nogen Nytte, men kun vække Fiendens Opmærksomhed. Man maatte omgaa dem, snige sig mellem dem og Graven, bese Fiendens Arbejder og komme tilbage uden at han havde havt Anelse om at der havde været Nogen. Førend man begiver sig ind paa den snevre Strækning, som er mellem Graven og den russiske Post, lader Officeren over Halvdelen af sine Folk blive tilbage. Dersom de bliver opdagede, skal de overfalde den russiske Trop. Med fem sex raske Folk kryber han over det farlige Sted og sniger sig langsmed Graven. Han prøver Forsvarsværkerne med Hænderne; de er stærkt sammenføjede og vel nedrammede. Graven er sex Fod dyb, Regnvandet har intet Afløb. At fylde Graven lod sig nok gjøre, at adsplitte Forhugningerne vilde tage lang Tid ud, det var bedre at brænde dem op; Pæleskansen er forbunden med Kjettinger. I nogle Skridts Afstand seer han en menneskelig Skikkelse – han kryber hen mod den. Det var En af hans egne Folk. Hvis de Andre ogsaa rejser sig, er det ude med dem. Officeren kryber længer frem; han stanser ved en Løbegrav; han hører Lyden af Spader, Hakker og Slægger; han hører Arbejderne passiare, Vagterne vade i Sølen og Folk hoste. Hvad er det for Slags Arbejde? Lyden er dump, underjordisk; det er en Mine. Den lægges altsaa fra den Kant, i den og den Retning skal den gaa.
