En anden Gang var det en fransk Soldat som spillede Mester. Det var mod Slutningen af November, da man troede at bemærke, at den russiske Garnison havde faaet Forstærkninger. Man vilde gjerne faa en russisk Skiltvagt fangen for at komme til Vished derom. Men det var lettere sagt end gjort med de snu Russer, indtil en fransk Soldat hjalp dem ud af Forlegenheden. En mørk regnfuld Nat hører en russisk Forpost Noget rasle mellem Buskene. Han raaber „hvem der?“ og faar til Svar en meget tydelig Grynten. Det maa være en Griis, som har deserteret fra Franskmændene, tænker han, og hans Tænder begynder at løbe i Vand ved Tanken om en saa lækker Frokost, som han ikke har smagt paa lange Tider. Han begynder at svare Grisen i dens eget Maal for at lokke den nærmere, den bliver ham heller ikke Svar skyldig, og under denne Vexelsang kommer den ham endelig saa nær, at han løser Geværremmen for at kaste den om Halsen paa Dyret. Da falder pludselig Forklædningen af, Russen kastes overende med et kraftigt Tag, og har i et Nu en Knebel stoppet i Munden; en skingrende Plistren fra den franske Soldat kalder fem af hans Kammerater til, og Russen føres i Triumf til Lejren.
Om et andet Slags endnu farligere Spioneri faar man et godt Begreb af en fransk Officeers Skildring; den er fra den værste Vintertid, Slutningen af December. „Forleden Nat lod vore forfrosne Skiltvagter paa et givet Tegn passere ud af Forskansningerne en Snees af de uforfærdede Frivillige, som man i Armeen kalder „fortabte Børn“, siden de sætter sit Liv paa Spil ved de mest fortvivlede Vovestykker. To gik i Spidsen, en bag den anden i 5 Skridts Afstand. Derpaa kom Resten af Troppen, anført af en Officeer. Alle krøb paa Maven og i den dybeste Taushed. Deres Anfører havde foreskrevet dem, hvorledes de skulde snige sig frem: eftersom enhver havde lagt sig ned skulde
