Forbauselse fandt Russerne ikke en Skanse, ikke en Kanon, og den russiske General raabte: „vi har dem! Sebastopol er frelst!“
Klokken var lidt over 5 da en engelsk Officeer (Brigadegeneral Codrington) var henne og saa til Forposterne og modtog Meldingen: „Alt vel!“ Han havde netop vendt sin Hest og redet et Par Skridt, idet han ytrede til en af sit Følge, at det slet ikke skulde undre ham, om Russerne vilde benytte sig af en saadan Uvejrsnat til at angribe – da en Geværsalve skraldede nede i Dalen. Russerne, 45,000 Mand, var i Fremrykning. Forposterne havde neppe faaet Øje paa dem i det disige Morgengry, før de allerede var dem lige ind paa Livet, og tvang dem til at trække sig tilbage opover Bakkerne. Snart kom hele den engelske Lejr i Bevægelse. „Og nu begyndte den blodigste Kamp, som man nogensinde har seet saalænge Krigens Forbandelse har hvilet over Jorden. Slaget ved Inkerman kan ikke bdskrives. Det var en Række af frygtelige Vovestykker, blodige Kampe mellem Mand og Mand, i Klever og trange Dalstrøg, i Krat og Ur, Kampe, som intet menneskeligt Øje saa, og hvorfra Sejerherren, Rus eller Engelskmand, kun slap ud for at møde nye Fiender, indtil vor overlegne Kraft endelig vandt Sejer, og Tsarens Bataljoner veg for vort haandfaste Mod og Frankrigs ridderlige Bistand. Ingen kunde fra noget Sted faa et Overblik over endog en liden Deel af denne mindeværdige Dags Bedrifter, thi Taagen og den tætte Støvregn dækkede Udsigten i faa Alens Afstand. Kl. lidt over 7 kom Lord Raglan til med sin Stab. Det uophørlige Brag af Kanoner og Geværer forkyndte da at Kampen var paa det Højeste. Russernes Bomber faldt saa tæt og sikkert ind i de engelske Rækker, at Skraldet lignede vældige Kanonsalver, og de svære Jernstumper spredte Død og Ødelæggelse til alle Kanter; Generalerne vidste ikke hvor de skulde føre sine
