sin naturlige Brathed let at forsvare; men der var andre Punkter, som siltrængte stærke Forsvarsværker mod den nu overmægtige Fiende. Et saadant Punkt var Højderne nær ved Ruinerne af Landsbyen Inkerman, ved Belejringshærens yderste højre Fløj. Her var der en Houg, hvorfra Russerne, hvis de kunde komme i Besiddelse af den, med sine Kanoner kunde bestryge Engelskmændenes Lejr og tvinge dem til at opgive hele sin Stilling. Der var idetmindste een engelsk Officeer (De Lacy Evans) som havde indseet, hvor farligt dette Punkt kunde blive, og henledet Vedkommendes Opmærksomhed derpaa, men til ingen Nytte; der blev ikke rejst et Batteri til dets Forsvar; man var tryg fra den Kant, og denne Tryghed blev Tusinders Død.
Det var en mørk regnfuld Morgen den 5te November, da de engelske Vagter henimod Kl. 4 hørte Kirkeklokkerne kime i Sebastopol. Dette var just ikke noget usædvanligt, og de anede ikke hvad denne Klokkeklang forkyndte: at de russiske Præster nu i den tidlige Morgenstund nedbad Himlens Bistand over Tsarens Vaaben til Ødelæggelse for „de Vantro“. Thi saaledes var det. 60–70,000 Mand stod før Daggry under Vaaben i og udenfor Fæstningen, for at foretage et pludseligt Angreb paa Belejringshæren. Ved Inkerman skulde Hovedslaget staa, medens Franskmændenes venstre Fløj ved et Udfald fra Fæstningen skulde hindres fra at komme sine Vaabenfæller til Hjelp. Det eneste Tegn til Fiendens Nærmelse var en svag Lyd som af mange Vogne, som en Skiltvagt syntes at høre; han meldte det til sin Officeer; men denne mente at det var Krigsforsyninger som leve kjørte ind til Byen. Det var det russiske Artilleri, 240 Kanoner, som-kjørte op paa Højderne. I den Plan som Russerne havde lagt for Angrebet var det bestemt, at en betydelig Styrke skulde marsjere op langs selve Inkermanvejen, da der nødvendigviis maatte findes stærke Batkerier, som, maatte tages til enhver Priis. Men til sin
