satte Hæren sig i Bevægelse mod Syd, og marsjerede midt imellem Fæstningen og Menzikoffs Armee, gjennem ubekjendte Egne, tykke Skovstrækninger hvor man maatte bane sig Vej med Øxen og Kompasset i Haand, og ankom den 26de og 27de September til Balaklava, en liden Havn omgiven af bratte Fjelde, paa Krims sydlige Kyst. Denne Marsj var den sidste dristige Handling de Forbundne under hele Krigen foretog. Landgangen paa Krim, Slaget ved Alma og Marsjen til Halvøens Sydside var fulgt saaledes Slag i Slag, at man over hele Europa ventede at Sebastopols Indtagelse nu snart maatte følge paa. Selv Russerne – det fik man rigtignok først vide bagefter – fortvivlede om at Fæstningen kunde holde sig, og da de til sin Forbauselse saa at Angrebshæren, som de hver Time ventede nordenfra, var ligesom blæst bort, og atter viste sig en halv Miils Vej syd for Byen, tænkte de, at dette kun var skeet for deslettere at kunne tage Byen fra dens svageste Side. Men da der hengik tre fire Dage uden at de saa noget til Fienden, da de endelig fik Underretning om, at de Forbundne gav sig ifærd med at begynde en formelig Belejring, da fattede de Mod. Det synes at være en Særegenhed ved Russerne, at de aldrig fortvivler, saalænge der er et Glimt af Haab tilbage, og denne Sejghed var det som dengang frelste Sebastopol. De mærkede at der var en Mulighed for at holde Fæstningen saalænge til der kunde komme Undsætning, og dette var dem nok. Og nu skede den første Begyndelse til Sebastopols Forsvar, et af de heltemodigste Verden har seet. En Ingeniørofficeer, Todleben, en Tysker af Fødsel, vandt her ved sin mageløse Dygtighed et udødeligt Navn i Krigsvidenskabens Historie. Han var dengang en ubemærket Kaptejn, Søn af en fattig Høker i Riga.[1] De ansatte Ingeniører mistvivlede om at kunne omgive Byen med de fornødne
- ↑ Han er senere forfremmet til de højeste Æresposter.
