I Sebastopol herskede der Skræk og Forvirring dengang
de første Nyheder om Slaget ved Alma indtraf. Er
det sandt hvad man fortæller, at der var rejst Folk ud
fra Byen som til en Fornøjelsestur „for at se hvorledes
Menzikoff kastede Hedningerne i Havet,“ saa er vel det første
Budskab om Nederlaget kommet til Sebastopol med disse
Lystrejsende, hvis Udflugt tog en saadan Ende med Forfærdelse.
Indbyggerne i Sebastopol havde ogsaa al Grund til
at vente at deres By inden faa Dage maatte være i Fiendens
Vold. Thi det kan nu ansees for sikkert, at de forbundne
Hære efter Almaslaget uden stor Opofrelse, endog uden
Understøttelse fra Flaaden, kunde have indtaget Sebastopol
ved en Overrumpling. Man var ikke forberedt paa et
Angreb fra Landsiden; Fæstningens Besætning var svag, og
modløs ved det Nederlag dens Vaabenbrødre havde lidt;
og Menzikoffs Hær var for det Første ude af Stand til at
ulejlige de Forbundne. Disse tænkte nu ogsaa paa at gaa
lige løs paa Fæstningen, idet de ved et Angreb fra Land-
og Søsiden vilde indtage Befæstningerne paa den nordlige
Side af Sebastopolfjorden, og siden fornemmelig ved Hjelp
af Flaaden tvinge Sydsiden (den egentlige By) til Overgivelse.
Men nu indløb der Underretning om, at Russerne
havde spærret Indløbet til Byen ved at sænke sex af sine
største Krigsskibe. Havde man dengang kjendt Fæstningens
sande Tilstand, vilde dette Krigspuds ikke have hjulpet Fienden;
nu frelste det Fæstningen fra saagodtsom uden Sværdslag at
falde i de Forbundnes Magt.
De engelsk-franske Generaler besluttede nu, siden et Angreb fra Nordsiden ansaaes for umuligt, at forandre Angrebsplanen, og den Bevægelse de nu foretog var af den Slags, at den hvis den var mislykket skulde være kaldt en Dumdristighed; nu, da den lykkedes, veed man ikke om man mest skal forbauses over deres Lykke, eller beundre deres Djervhed. – Den 23de September Kl. 8 om Morgenen