Gaard, som fik Navnet Ildjarnstad (Eldjøjnstad). Da dette var gjort, vilde han se sig om i Kirken. Døren stod paa Glytt, med Nøkkelen i. Midt paa Gulvet stod en stor Klokke, og ved Alteret havde en svær Bjørn taget sit Vinterhi. Bamsen blev straks dræbt af Skytteren, og Skindet blev til en Amindelse ophængt i Kirken, hvor endnu Stykker af det er at se. I Kirken fandtes ialt 4 store Klokker og 1 liden, samt nogle Billeder, et Røgelsekar af Messing og en Helligdomskiste (som Almuen nu kalder „Sankt Olafs Skrin“) af Skapelun som en liden Kirke overtrukket med Messing m. M. Den lille Klokke har indtil vore Dage været brugt til at ringe med, naar Nogen har forvildet sig i Skogen; paa katolsk Vis har man da trod, at en saadan Klang skulde kunne høres overalt eller bringe den Bortkomne igjen paa ret Vej.
Dalen deromkring (øvre Hedalen) blev efterhaanden opdyrket; den første Gaard, som byggedes, var Ildjarnstad. Den gamle Kirke er i sin Tid opført med overordentlig Flid; endnu staar den fast og frit og er i nyere Tider gjort større,
„Og vidt igjennem Nabosognes Dale
Om Hedals-Klokkens Klang gaar Ry og Tale.“
Saaledes slutter Schwach sit Digt om „Hedals Kirke.“ Rimeligvis er det ogsaa samme Sagn, den danske Digter Øhlenschlæger har haft for Øje i sit Kvad „Skovkirken.“ Han har imidlertid behandlet Sagnet med overmaade stor Frihed: han henfører det til Gudbrandsdalen, og taler om 2 Børn, som en Søndag forvildede sig ud i Skogen men kom tilbage den næste Dag og med Forundring og Glæde fortalte, at tvende Engle havde ledsaget dem ind i en Kirke, hvor de da havde ligget om Natten, og derpaa fulgt dem hjem igjen. Og da nu Folket ved Børnenes Vejledning kom derhen, da saa de, at
«I Kirken vidned Alt om Riddertiden –
Det maatte være længe, længe siden.