paa Gaarden, og da han mærkede, at Husene var ret gode, og at Marken omkring dem lod til at have været godt dyrket, tilegnede han sig Fundet og hug med sin Øks Bomærke og Aarstal i Hovedbygningens Væg. Endelig gav han sig til at lede efter Hjemvejen, og blikkede Træerne paa sin Vandring for at kunne gjenfinde Stedet. Han kom vel og vakkert hjem, og vendte nu tilbage med Mennesker og Gods til den fundne Gaard, ryddede Skogen og dyrkede de gamle Jorder. Til Minde om Gaardens Tilstand, dengang han fandt den, kaldte han den Musstad – saa siger idetmindste Sagnet – og endnu den Dag idag skal Gaardens Beboere være af Finderens Et. Ogsaa hin Hovedbygning staar endnu; Sengstederne er borte, men Indsinkningerne i Væggene er fremdeles at se, og Aarstallet udenpaa skal heller ikke være rent udslettet.
Ogsaa i Søndre Aurdal i Valders fortælles noget Lignende. Paa flere Miles Strækning, ligefra Næs i Viker til Bang skal Pesten have bortrevet hver eneste Sjæl. Omtrent 100 Aar senere gik en Skytter (Somme siger 2) langt ud i Skogene for at skyde Ryper eller andre Fugle. Da han nu fik se en Fugl, som sad i et Bjørketræ, saa skjød han Pilen efter den, men fik til sin store Forundring høre en besynderlig Klang. Nysgjerrig rendte han afsted for at komme efter, hvad dette kunde være, og fandt saa mellem Træerne en gammel Kirke; det var en af dens Klokker, som Pilen havde truffet. Nu mente Skytteren at dette var noget overnaturligt; straks greb han sit Ildjærn og kastede det af al Magt over Kirken;[1] ti det er en gammel Folketro, at Trolddom kan døves med Staal, og at dette kan hindre de Underjordiske for at tage sin Herlighed med sig. Der, hvor Ildjærnet faldt ned, blev siden bygget en
- ↑ Somme Andre fortæller derimod, at Pilen traf Kirkevæggen, og at Skytteren lagde sit Ildstaal paa Alteret, hvor Bjørnen blev dræbt.
