bevare hende for Pesten. Hun blev ogsaa skaanet og opfostrede i Alt 10 fremmede Børn. Endnu er der Folk i Sognet, som paastaar, at de nedstammer fra hende. – I Øjestad Præstegjæld (ved Arendal) døde ogsaa Størsteparten af Folket. Paa Gaarden Lunderød blev 2 Smaabørn ilive; men de var nær ved at sulte ihjel – saa siger Sagnet – indtil endel Trold, som opholdt sig i Nærheden, tog sig af dem og fostrede dem op.
Omframt Sælbu, som alt er omtalt, blev ogsaa mange andre Bygdelag aldeles øde for Folk. Somme af dem ligger udyrket endnu den Dag idag og bruges idethøieste til Sætergange eller Slaatter; og blandt disse kan vi nævne Lonedalen og Noutedalen i Bygland; Engedal og Næssedal i Sogn, hvor endnu Hustomter m. M. er at se; Susendal paa Helgeland; adskillige Strækninger i nordre Gudbrandsdalen, Stor-Elvedalen og Trysild; Kvamsherred i Valders; Imsdalen i Snaasen; Smeddalen paa Fillefjæld, der skal have udgjort et helt Kirkesogn, og hvis Kirke („Sankt-Tomas-Kirken“) stod midt i det øde Fjæld lige til Aaret 1808; Songalien mellem Ringerike og Hallingdal, der før Svartedauen var saa folkerig, at man en Juledag saa 30 Heste derfra ved Sogndals Kirke. Helestranden mellem Valders og Hallingdal, som udgjorde et særskilt Kirkesogn, og hvor man endnu ser Mærker af Kirken der og af de 12 Bondegaarde, som siges at have omgivet den før Pestens Tid; Botnedalen i Mo i Tellemarken, der ligeledes skal have udgjort et helt Kirkesogn, og hvor Kirketomten og Spor af adskillige Gaarde endnu vises; Froivoldstulen i Tind; Finddalen i Valle og Moland, hvor ogsaa Mærker efter Agre og Hustomter fremdeles er at se; paa en Ø deroppe ved Navn „Kirkeholmen“ findes endog Spor af Kirke og Kirkegaard. I denne sidstnævnte Dal skal dog et Parfolk have overlevet Svartdauen, nemlig Knut og Tore Nuten. Skjønt Folk fra Nabobygderne strømmede ind og bosatte sig
