satte sig i Standal; deres Efterkommere udbredde sig siden over Størstedelen af Præstegjældet – I Opdal ved Dovre fandtes efter Svartedauen alene 5 rygende Skorstensmure, paa Hitteren 2, paa Stjørdalens Udbygd 3 og i Overhalvden langs Namsen Elv ligeledes 3, atsige dersom ellers Sagnene er at stole paa. – Sælbu skal være bleven aldeles øde. Der fortælles, at en Fin en Stund efter Pesten vandrede fra Snaasen eller Sparbuen gjennem de sydligere Bygder. Det var midt i Høstens Dage, og en Pige (rimeligvis i Skogn) fik se ham, just som hun stod i en Aker og skar Korn. Straks kastede hun Sigden, rendte efter Finnen og gav sig i Følge med ham. De stansede ikke sin Vandring, førend de kom til Sælbu; der slog de sig ned (paa Gaarden Leikvold?) tæt ved Sjøen, og fra dem skal da alle Sælbyggerne nedstamme.
I Gravens Præstegjæld i Hardanger uddøde Alle saanær som 4 Gut og 1 Pige, der siden giftede sig og fatte Bo paa Næshejm. – I Skaanevik Hovedsogn beholdt alene en gammel Mand (paa Milje) Livet, og i Annekset Aakre bare en gammel Kjærring. – I Røken ved Drammen fandtes kun 1 Kone tilbage paa Vear – i Mandal i Silgjord bare 1 Mand – i Annekset Triungen i Nissedal kun „3 Unger“[1] – i Valle i Sætersdalen blot 1 Pige paa Upstad. – I Vestfjorddalen i Tind saaes ikke mere end 3 rygende Skorstene, og i Svartdal 2. – I Mo Sogn gjorde en Kone ved Navn Gro (paa Gaarden Vadder) det Løfte, at hun skulde opale alle de moderløse Børn, hun kunde faa fat paa, dersom bare Vorherre vilde
- ↑ Dette Sagn (og kanske det foregaaende) er dog overmaade lidet at stole paa. Det synes, som om Folk i senere Tider har fundet paa Sligt bare for at give enslags Forklaring over Bygdens Navn. „Triungen“ kommer vist ikke af „3 Unger“ men af det gamle Ord „Tridjung“ eller Trediedel, der brugtes som et Inddelings-Navn i øvre Tellemarken længe før den sorte Død.
