det er Bibelens egen Forsikring; og forsaavidt havde atter Folkene i hine Dage Ret, naar de trodde derpaa. Men for det første tænkte de mindre paa at nedbede sig Herrens uforskyldte Naade, end paa at fortjene den ved sine Bønner og sin Bod og ved andre udvortes Midler saasom Pillegrimsgang, Faste, Gavmildhed, Messer, Ofringer, Munkelidelser og pavelig Aflad. For det Andet hjælper det Lidet at „bede,“ dersom man ikke tillige vil „arbejde,“ eller med andre Ord bruge alle de Raad og Hjælpemidler, som staar i menneskelig Magt. For det Tredie er den Bøn, som Mennesket gjør, naar Nøden staar for Døren, ikke altid en Bøn af hjærtelig Kjærlighed. Og endelig har Herren tit sine gode Grunde, hvorfor han ikke hører vore Bønner – om de end er nok saa fromme og oprigtige – naar de angaar timelige Ting.
Det er allerede omtalt, at Sortedøden som tiest var ledsaget af en forfærdelig Dødsfrygt. Dette kom rimeligvis dels af Sygdommens Beskaffenhed og dels af den store Mangel paa kristelig Tro og Gudsfrygt, som dengang var saa almindelig i Verden. Derfor er det saa meget glædeligere at høre Tale om Folk, med hvem det Modsatte var Tilfældet. Saaledes fortæller Sivers (efter de tyske Skribenter L. Osiander, M. Saxe og den navnkundige Chr. Scriver), at især mange „unge Folk og smaa Børn“ med en besynderlig Frimodighed mødte Døden, og gav sin inderlige Forvisning om det evige Liv tilkjende ved Sang og Lov og høje Fryderaab. En Tolvaars-Pige f. Eks., som laa dødelig syg, begyndte ganske uventet og med et glad Opsyn at smile og klappe Hænderne sammen og raabe af Glæde. Da hun nu blev spurt, hvorover hun glædede sig saa meget, svarede hun: „O, ser I ikke Himmelen aaben, og hvorledes saa mange skinnende Lys stedse farer derop?“ Da man atter spurte hende, hvad dette var for Lys, gav hun til Svar: „Det er de Udvalgtes Sjæle, som af Eng-
