til Præster, Kirker, Klostre og Fattige, at gjøre Pillegrimsrejser (Valfarter) til saakaldte hellige Steder og opsende Bønner ved Helgenernes Grave, eller ogsaa selv give sig i Kloster. Paven – som dengang bodde i Avignon G det sydlige Frankrig) – fik istand et Jubeltog til Rom (se Side 101), gjorde sig megen Umag for at forlige stridende Konger og uenige Munke, og forfattede selv en Messe, som 5 Gange hver Dag skulde synges knælende og med tændte Vokslys, saalænge Pesten stod paa – altsamment for derved at afvende Guds Vrede. I denne Tanke var der naturligvis noget Sandt og noget Falskt. Landeplage saavelsom enhver anden Ulykke paa Jorden er jo en Straf over Synden, en Følge af Syndefaldet; ti uden dette vilde Menneskeslægten været fri baade for ydre og indre Nød. Men paa den anden Side lærer Bibelen os tydelig (f. Eks. i Jobs Bog og i Joh. 9 Kapittel), at vi ingenlunde maa tro, at en vis Sygdom eller anden Ulykke skulde være en særegen Syndestraf over det Menneske (eller det Folk), som den rammer. Hvad den timelige Nød angaar, saa lider hele Menneskeslægten med og for hverandre; Fædrenes Syuder hjemsøges da ofte paa Børnene, Efterkommerne faar lide for Fædrenes Misgjærning, og „Slægterne sone maa, hvad Slægterne have forbrudt.“ (Saaledes tør vi vel sige, det f. Eks. var med den velmenende franske Konge Ludvig den 16de, der henrettedes i Revolusjonstiden). Imidlertid er det dog vist, at mange af de største Folke-Ulykker har rammet Verden netop i de Tidsrum, da Ugudeligheden havde taget Overhaand, ligesom blandt Israels Folk i gamle Dage, og at Sortedøden „rammede i det Hele (endog her i Norden) en dybt fordærvet Slægt,“[1] som højlig trængte til Omvendelse. Men ogsaa da er Landeplagen vistnok mere en Advarselsrøst for de Gjenlevende end et Strafferis over de Døende. At varme, hjertelige Bønner kan udrette Meget,
- ↑ Se Langes Klosterhistorie Side 144.
