Flere eller færre af de her beskrevne Sygdoms-Ytringer
ledsagede vistnok Sortedøden overalt. I Italien var Bylderne
tildels saa store som et Æble eller Æg. Senere hen
under Sotten viste sig ikke Bylder men sorte eller brune
Flækker. – I Frankrig var der ogsaa to Slag af Pesten;
først rasede den i 2 Maaneder med stærk Feber og Blodspytning,
hvorved ingen Syg overlevede den tredie Dag;
siden blev Feberen ledsaget af Bylder, og Døden kom da
undertiden først i det 5te Døgn. Alene henimod Pestens
Slutning blev nogle Syge helbredet, idet Bylderne gik i
Værk. – I England var der dog enkelte Syge, som blev
friske allerede efter 6 Timers Lidelser; og dersom man overlevede
den 3die Dag uden derpaa at falde i en dyb Søvn,
var der ogsaa godt Haab. Blærer eller Knuder var stedse
Dødens visse Tegn, dersom de udbredde sig over hele Kroppen
eller blev haarde og tørre uden at give nogen Materie
fra sig. – I Tyskland varede Sygdommen ofte til den 6te
Dag, stundom til den 8de. Men Mange døde dog ogsaa
ganske braat, som de gik og stod i sit daglige Arbejde. –
Her i Norden skal de Syge aldrig have ligget længere end
et Par Dage, da de saa gjærne døde under stærk Blodstyrtning
gjennem Mund og Næse. Den svenske Præst Sivers,
som for over 100 Aar siden har skrevet om disse
Ting, vil ogsaa vide, at Pesten sommesteds ledsagedes af en
Rosen-Sygdom, „som i en Hast fortærede Levendes og
Dødes Legemer lige til Benene.“ – I Danmark (kanske
ogsaa flere Steder) var det ellers mærkeligt, at Pesten
først og fremst angreb smaa Børn, derpaa Ungdommen og
sidst de Gamle, hvoraf der stedse døde mindst.
Sotten holdtes for at være overmaade smitsom, hvilket den vel ogsaa var. Dette sees allerede deraf, at den ofte bragtes fra det ene Land til det andet ved folketomme Skibe. Mangesteds vilde næsten Ingen passe de Syge eller føre de Døde til Jorden; det traf sig ogsaa tit, at En blev aldeles