med Lig. Ogsaa Kongens 2 Halvbrødre bortrykkedes. Sommesteds blev hele Byer og Bygder øde, saa deres gamle Navne og Beliggenhed næsten glemtes og blev overgrod af Skog. Wærmeland blev saa folketomt, at der i lange Tider var 2, 3 og flere Mil mellem Grannerne. Bergværker, Agerbrug og anden Haandtering stansede; Husdyrene styrtede ogsaa. – Hvilke store Forandringer, og hvilket dybt Indtryk Pesten gjorde, viser sig ogsaa deraf, at man var paa Veje til at begynde en ny Tidsregning fra Sortedøden istedenfor som sædvanlig fra Kristi Fødsel. Endog somme af Kongens offentlige Brevskaber i de følgende Aar er underskrevne paa denne Maade.
Den Maade, hvorpaa Sygdommen ytrede sig, var ikke alle Steder eller hos alle Syge fuldkommen ens. I Østerlandene især begyndte den tildels med en forfærdelig Hede i Kroppen, svære Tryk for Brystet og Blodspytning eller anden styg Opkastelse. Tungen og Gomen (Ganen) var altid tør, og saa sort eller blodig ud. Aandedraget var meget vanskelig og lugtede ilde. Bylder eller sorte Flekker slog ud paa de bløde Dele af Legemet, især paa Kinderne, i Armhullerne og under Akslerne, og udbredde sig ofte over hele Kroppen. Nogle Syge døde i samme Øjeblif, og Mange inden det første Døgn var omme; Somme tabte straks baade Følelse, Maal og Mæle, faldt saa i enslags Dødssøvn og levede i 2 eller 3 Dage. Nogle Faa kom sig igjen, men kunde sjælden tale, da Tungen som tiest var bleven naamen (eller lam). Somme af dem angrebes paany og blev da tit bra; de fik nemlig atter store Bylder i Armhullerne og Laarkrikene; og af disse rendte en stinkende Materie, hvorved de gjerne følte sig meget lettet og kom sig. – En ubeskrivelig Angest var ellers ofte Sygdommens Følgesvend, og Mange døde ogsaa af bare Frygt og Fortvilelse. Undertiden blev Ligene haarde som Sten.
