landske Professor Ilmoni,[1] som har skrevet om disse Ting, fremsætter den Gisning, at næsten alle hine Hændelser har haft en og samme naturlige Grund, og det især i Jordens Indre. Det er nemlig bekjendt nok, at de nyere Naturforskere tror at være kommen efter, at dens indvendige Dele er i hed, smeltet Tilstand, og at Bergmassen med Sten og Muld og Vand er intet andet end Jordens Skorpe eller Skal, som indeslutter de kogende Dele, og som har dannet sig lidt efter lidt, efterhaanden som den hele gloende Kugle blev afkjølet udenfra. At det endnu koger i Jordens Indvolde, derom synes især de mange ildsprudende Berg at give Vidnesbyrd. Disse Berg er da som store Skorstenspiber eller Damprør, hvorigjennem den indvendige Hede skaffer sig Luft; ellers vilde hele Kuglen springe istykker. Naar hin Varme af en eller anden Grund ikke faar tilstrækkelig Udvej, da rystes hele Jordskorpen, og saaledes fremkommer, tror man, det, som vi kalder Jordskjælv. – Ilmoni mener nu – og som det synes med megen Rimelighed, at Jordens Indre i det 14de Aarhundrede og deromkring har været i større Uro end sædvanlig; deraf kom da de mange fæle Jordskjælv og de store Udbrud gjennem de ildsprudende Berge; deraf blev ogsaa Vandet udskjæmt; deraf opstod ligeledes Skodden og det ustadige Vejr saavelsom den
- ↑ Efterat dette var skrevet, melder Aviserne hans Død.
over var der ogsaa fuldt af Jordskjælv, Vandflomme, „Blodregn,“ Stenregn, rød Sne osv. 1218 og især 1240 blev store Vidder i Slesvig og Frisland ødelagte af Nordsjøen; det sidste Aar mærkedes ogsaa en usædvanlig Rørelse blandt Fiske og Sjødyr, samt en ustyrtelig Mængde Rotter og Mus. I Aaret 1280 og derefter viste sig atter en Mængde Jordskjælv og Oversvømmelser. – Af strænge Vintre indtil denne Tid nævnes hernord især 1225, 1269, 1292, 1294 og 1296; i de 2 sidste skal Isen have været saa stærk, at man kunde kjøre mellem Norge og Jylland. 1275 i August skal en meget strid Hagelskur have gjort svær Skade Nordenfjelds.
