Men, isandhed! et virkelig „stort Hoved“ foragter aldrig Læsning, var det end af simple, enfoldige Skrifter; dertil hører en vis Selvtillid og Selvklogskab, der alletider er Uvidenhedens trofaste Beskyttere. Hvorledes kan nemlig den tiltage i Oplysning, som har det Mundhæld: Vort med dine Raad; jeg ved nok før!? Og er ikke det akkurat det samme som at slænge hver eneste Bog, den være god eller slet, under Bænken? Og, naar den, der virkelig klager over sin ringe Oplysning, ogsaa gjør det samme, hvorfra vil han da den skal komme? Af Luften maaske? eller ved at læse et Tittelblad eller ved en anden liden Haandvending? Dog – jeg ved, hvoraf dette kommer; Lysten til Læsning er borte; Alt, hvad der kaldes Bog, er man ræd, ja maaske ofte ligefra Barnsben. Se, saa lidet benytter man sig af den herlige Læsekunst, som man har opofret næsten sin hele Skoletid for at faa Færdighed i. Endskjønt ialmindelighed Skolen næsten udelukkende er Skyld heri, skal vi dog ikke opholde os derved, da isaahenseende „Forsent er forspildt“ for den Voksne; hvad der for disse især er at gjøre, er at give og modtage Opmuntringer, hvilket sikkert vil have sin Nytte, naar det sker til rette Tid og Sted.
Med dig, velmente Læser, som i Ovenstaaende gjenkjender dig, vil jeg endnu snakke et Ord. Er du blandt dem, der mene at kunne nok før – dog saa indbildsk er du vel ikke – men jeg sætter, at du var det, da vilde jeg bede dig læse en Side eller blot en halv Side af en eller anden Bog, – saa tror jeg, du allerede skulde finde noget, som du ikke før vidste. Desuden maa vi mærke, at Læsning ogsaa har sin store Nytte i andre Henseender, end hvad der angaar at se noget Nyt ved hver Rand, man læser; men alt dette har jeg nu ikke Tid til at skrive om, og maaske heller ikke du til at læse. Men vil du gjøre dig saa smaa at læse i gode Skrifter, da skal du senere „sande med mig“. – Og. er du
