være nok.til at bevise min Paastand; og det skal jeg tage af Ting, som man skulde antage. Bonden var mest dreven i. Gutten lægger ialmindelighed ikke Mærke til, hvordan hans Far driver Gaarden, førend han selv skal begynde. Som nu Gamlingen det sidste Aar drev, saaledes begynder Sønnen; og paa samme Maade fortsætter han sit hele Liv. En Ager kan saaledes blive besaad med Byg f. Eks. i 10, 20, ja 30 Aar irad, udenat det falder ham ind, at det kanske kunde være godt, om det stakkers udpinte Jordstykke fik hvile ud enstund. Og saa klages der over, at man faar ikke slige Aar nu, som man i gamle Dage fik. Man kan da skjønne, hvormeget man ogsaa „ved“ i andre Henseender. Og Sligt skulde ikke være værdt at skrive om?
Endnu mere tager man Feil, naar man tror, at vore Skrivere sidder og „sætter sammen“ blot for at „have noget at gjøre“. Sandelig, jeg ved vist, Arbeidet mangengang er dem surt nok alligevel, om de ikke ogsaa skal have „Skam til Tak“. Havde de endda den Fornøielse, at deres Arbeide blev modtaget med Taknemmelighed, saa kunde det dog gaa, sligt det kunde. Men dette er langtfra Tilfældet. Jeg ved, hvordan det enkelte Steder er gaat „Folkevennen“. En eller Anden, der interesserer sig for „Oplysningens Fremme“, taler ved given Leilighed om dette Skrift, samt hvad dermed staar i Forbindelse, fortæller Noget af, hvad deri er at læse o. s. v. Er der 5 Personer tilstede, anser de det vel for en smal Sag at lægge til hver sin Ort for en Aargang. Men, naar Skriftet kommer, ser man gjerne paa Tittelbladet eller ogsaa et Par Linjer af selve Indholdet, og hvis disse ikke straks vækker ualmindelig Opmærksomhed, maa Skriftet, som saa beskedent og velment traadde ind i Huset, tage tiltakke med at slænges i en støvet Krog. Dette sker endog af Mænd, der er valgte til Medlemmer af Kommunalbestyrelsen eller paa andre Maader vil gjælde for Bygdens „største Hoveder“.
