dæ vara kji længi; før Hemsødalskongin vilde jedne ha fat i Hambrissløttø. No va dæ ein taa Fango, so bau se te o viss ’o Vægen beint heimover Olberg o Natte, so at’n ganske oventan kunna overfællø Kongin o Sløttø paa Hambre. Ja dette syntyst Kongin gøt um, osso utrusta’n Hesta o Følk, dæmæso sættø dei heimover dæ fortast dei kunna, so dæ ramla o skramla i Miløbeislo o Skramløgrimo, o fere rei Vægvisarn. Dæ væͥ i Haustmyrkji seint ein Kvæld dei kaamo te Olberg, o Vægvisarn laut ha ei Lygt, so at dei Andrø, so inkji korkji vistø Sø en Nor, kunna riø ette Ljøse. Daa dei no voro komne sjele yttast paa Pyntn taa Olberg, so skreik Vægvisarn: „No faa Dø haldø lite Kara! d’æ’n litn Bakke her, men Dø faa sjaa væl ette Ljøse o riø beint fram!“ Ja Hemsødølidn vøro kji burte men meintø so te, dei skuldø prubberø. – „No kunnø Dø smørja paa Skarvømaradn Dikka, Kara!“ skreik Slirøjeldingen, so dæ ljøma i Mørken, – mæ di sama so kasta’n Lygte utover Olberg o stak se tesiis. Odæmæso smordø Hemsødølidn paa o foro utover Olberg Allesamne huvvustup ovapaa ’inan akurat so ei Skreo o slogo se spænt ihæl. No fæk daa Hambriskongin Fre o Ro o Hemsødal atpaa, so’n vart ein fælt mægtig Nesakonge. Kosdan Beløning Vægvisarn fæk, ha e alder faat sport, men han vart no alti’n stor Hære mæ maatøle Vælde.
Dæ æ kji meir’ æn umtrent tiø Aar, sia dei paa Hambre fønno Jødnspjut o Miløbeisl ette Hemsødølo neunde Olberg.
Det var engang, at den norske Konge Sigurd Jorsalafar (1120) vilde forskyde sin Dronning Malmfrid og ægte en fornem Mands Datter ved Navn Cecilie, og i Bergen agtede han at holde Bryllup. Da Biskop Magne hørte det, blev han bedrøvet, tog en vis Sigurd Præst med sig en Dag, gik op til Slottet og lod Kongen hilse, om han ikke vilde komme ud til Biskoppen, som harde et Ord at tale med ham. Kongen kom ud med draget Sværd ihænde, sagde
