Haand paa dette Værk, desto større er Faren for, naar
Skridtet engang alligevel maa gjøres, at det da er for sent
at gjøre det med Nytte“.
Beint vestafor Slirøkjyrkjun æ dæ ein lang, smal Bergtange, so stikkø se ut i Slirøfjorn. Denne Tangin kalle dei Hambrissløttø, taa di dæ ska ha vore eit Sløt der i ælgamal Ti’. O d’æ no kji so reint omogele heldan, for e ha sjøl vøre der o set noko møsavøksna Røise, so dæ seiist sko væra attø taa Muro; osso æ dæ ei gamal Histori um ein Nesakonge, so ska ha budd der, so e jædnø ska førtælja. No liggø dæ længer inpaa Tanga ein røsøle Gar, so eite[2] Hambre, o beint ovafør Hambre æ dæ eit mange hundrø Fot høgt Berg, so æ reint haaggbrat so’n Husvægg paa Fjorsiun, o runnokring æ dæ bevøkse mæ tjuk Grønskog, men i Vest æ dæ javdnhøgt mæ Skogaaso, so grænsø in aat Fjello. Men dæ va tet paa, e ha gløimt sagt Dikkan, at detta Bergø eite Olberg, o at dæ staar ein hælrøtin Vare der, so ein Mængde mæ kaat Undom før Moro Skuld ha vilja tænt Æld paa ei Jonsoknat, taadi dei meintø’n va kji noko tess korsova’. Men so va dæ’n gamal Mann, so sa, at dæ kunna væra rart’n sto der te eit Minnismærkji, osso leto dei hono[3], o jingo ut paa Hambrissløttø o brændø Kjørotynno attistan.
Hellist so lye no Historia um Nesakongin nokolein so: I ælgamal Ti va dæ ein Nesakonge paa Hambre, so laag i Kri’ mæ’n Konge i Hemsødal. Dæ støstø Slagø, dei heldo, sto paa noko stora Sletto langt vestafør Olberg, so kallast Dindladn. Der slogost dei no førfærdøle ein heilø Dag, men Hambriskongin laut no je se te Slutte lel maata, taadi’n hadde færre Folk; han rymdø heimat mæ naakre Faae; mangføldigne taa dei Andrø vørto ihælslegne, o Noko vørto fanga. No va dæ daa frele o role ei Stund, men
