dem no sakt gjill aa gla, baade Farin aa Mora, som ventanes
va de; aa sea to Saan dem me sæ te Kalle sett, aa
saa er’e no vonsle, at dem slapp aa li vont i Allerdomma.
nærmer sig igjen. Næsten Enhvær har vel hørt den nævnt; – endog langt opi Fjeldbygderne og ytterst ud ved Sjøkanten ved man nu gjærne, at „den Dagen er nok lidt „aparta“ – at „da er der stor Stas i Byen“ o. s. v. I de senere Aar er den ogsaa tildels bleven feiret paa Landet, men hvorfor, det ved ikke Alle. Endel har nok hørt, det skal være for „Konstitusjonen“, men hvad dette fræmmede Ord vil sige, er man naturligvis lige slu paa. Lidt klarere Begreb om Dagens Betydning har vel de, som ved, at den angaar „Friheita og Selvstændigheita.“ Dette her er aldeles sandt; syttende Mai feires ganske rigtig til Minde om, at vort dyrebare Fædreland fik sin Selvstændighed igjen, fik en meget fri Regjeringsform og en god Grundlov, som just blev færdig denne Dag Aar 1814. Jeg tænker, at det ikke kan være afveien at fortælle lidt om, hvorledes det gik for sig dengang; men først maa vi da gaa lidt længer tilbage i Tiden.
Omtrent 880 Aar efter Kristi Fødsel blev Norge førstegang samlet til et Rige. Fra den Tid og indtil 1387 – altsaa i over 500 Aar – stod det paa egne Ben, havde sine egne Konger og egne Love, og var baade indvortes lykkeligt og agtet og æret i Udlandet. En kraftigere Kongestamme end Harald Haarfagers har næppe levet i Værden, og Folket selv var gjennemglødet af Frihedssind og Fædrelandskjærlighed og en forunderlig Iver for at føre et kraftigt og virksomt Liv. Til Norges fri Forfatning hørte ogsaa dengang, at Folket raadde selv for sin
