go’te an finn dem. No ha’e hændt sæ, at de va en Præst fraa Har’anger, som ha veri ut aa reist, aa han kom faaraanes gjennom den Dal’n, kor di hen Baanna va kommen. Der vart’n vari dem, aa da va dem mæst hjelsvolti; de va knaft dem aarka aa rør sæ, aa dem ha gaatt saa læng’ i Olænne aa ville Markan aa itti Gras aa Røter, at dem saag ut, som om dem va grevi opp tu Jor’n. No vest itt Præst’n anna Raa, hell an taa dem me sæ te Har’anger, aa der vart dem vaaraanes i Præstgaarn bægge to; aa da Præst’n fekk Sporna paa, kor Forælra deras va, saa skjekka’n bære e Helsing te dem, saa my dem itt skoll gjaaraa sæ naaa Sørg før Baannom sin. No vart Baanna oppkledd aa opplert baade te aa laassaa aa te aa arbe. Gut’n vart slik en Kar te aa laassaa, at de va reint Glufs de, aa saa tulug va’n me Bokja, at’n villa itt anna gjaaraa. Naar Præst’n skoll oppaa Lofte sett aa finn sæ e Bok, saa da Bokja bortti’, aa naar’n saa villa vaattaa, kvan som ha veri der, saa kom de opp, at de va’n Nils. Da tænkt Præst’n me sæ sjøl, at e’n saa haagaa te aa lesa, saa ska’n no alti faa Laav te di. Saa to’n paa aa lert’n opp før Ølvør, aa sea skjekka’n en i Præstskolin aa kosta’n te Præst. Da’n saa ha staat ut Præstlera aa ha faatt see Kall, saa kom en att te Har’anger igjen, aa da reist’n sta aa haur om Forælra sin, som en ha veri saa læng’ bort fraa. Der kom en reisanes seint om Kvæll’n aa læss vaaraa frammon, aa spor, om en konn faa Hus over Natta. Farin svaaraa, at dem ha før usselt Hus te di; „de’ itt saa vel“, sa’n, „at vi kan hys sliker Følk, de sjer itt saa ut hos os.“ „Aa jau“, sa’n Nils, „di lyt haa e Raa; æ bry mæ itt om, kor de sjer ut, æ villa saa gjærn ligg hen e Nat.“ „E du kjændt hen da“, sa Farin. „Ja, de’ itt fritt“, sa’n Nils. Da to Farin paa aa saag aa nausterra paa’n, aa da rann de ti’n, at de kanskji konn vaaraa Saan has. „De’ no vel aller’n Nils, vet æ“, sa’n da. „Jau, de’ itt omole de“, svaaraa’n Nils. Da vart
