deira va, so sende han bærre ei Helsing te dei, so mykje dei skuld’ ikje gjere se noka Sorg fyre Bonnaa sinaa. No vart Bonna uppklædde aa upplære baade te lese aa te arbeide. Gutin vart slik ein Kar te lese, ate dæ va reint eit Overlag, aa slik ein Trott had’an mæ Bokjinne, at han vild’ikje anna gjere. Naar Prestin skulde uppaa Lofte sitt, aa ta’ se ei Bok, so va Bokja vektikja, an daa han so skulde røkje itte, kveim so hade vore dær, so kom dæ upp, ate dæ va han Nils. Daa tenkte Prestin mæ se, at æ han so huga te lese, so skal han no ogsaa faa sleppe til. So tok han til aa lære haanaa upp for Ollvore, aa sida sende han haanaa i Presteskulin aa kosta haanaa te Prest. Daa han so hade stide ut Prestlæraa aa hade faatt se Kall, so kom han heimatte te Haraang, aa daa foor han stad aa lydast um Foreldra sine, so han hade vore so lengje burte fraa. Dær kom han reisande seint um Kvelden, aa leest vere frammande aa spure, um han kunna faa Hus mæ Natta. Farin svarte dæ, ate dei hade for ringt Hus te di; „dæ va’kje so væl“, sad’an, „ate mid kunna hyse slike Folk, dæ ser ikje so ut mæ oss.“ „Aa jau“, sad’an Nils, „did lyte ha ei Raad; e bryr me ’kje um kurr dæ ser ut, e vilde so gjerne liggje hær ei Natt.“ „Æ du kjende hær daa“, sade Farin. „Ja, d’æ ikje fritt“, sad’an Nils. Daa tok Farin til aa gløse aa naudstire paa ’naa, aa daa skaut dæ ti ’naa, ate kanskje dæ kunna vere Saan hass. „D’æ no væl inkje han Nils, veit e“, sad’an daa. „Jau, d’æ’kje orimele dæ“, svart’an Nils. Daa vart dei no sakte gilde aa glade baade Farin aa Mora, so ventandes va; aa sida tok Saanin dei mæ se dit so han hade Kalle sitt, aa so æ dæ no ei Von te di, ate det slapp aa lide vundt i Alderdoma.
Der va ein Mann aa ei Kjereng, som budde paa ein liten Plasse langt upp te Fjølls; dæi va fatige Folk aa ha liti liva af; dæi aatte ’kji berre ei Kjyr, aa de va deires
