hinanden, og derved bringes til endmere at beundre og prise hans Navn.
Dette var da de tre Slags Skrifter, som især er værd at kjende. Jeg vil ellers give Menigmand det Raad at han ikke kjøber andre Bøger end saadanne som han enten selv ved, eller af Andre har hørt er forstaaelige og tjenlige for ham. Der trykkes mange daarlige Bøger, og mange, som er gode nok for Andre men ikke passelig for Menigmand. Til Veiledning for ham skal jeg maaske af og til gjøre opmærksom paa nogen saadanne. – Efterhaanden som Læselysten stiger, burde de, som har Raad dertil, ogsaa holde en liden Avis; – falder det En for dyrt, saa kan en 3–4 Grander slaa sig sammen. Det er baade „artigt“ og tjenligt at vide lidt om, hvad der jævnlig sker i og udenfor Fædrelandet. Det er rigtignok Ulykken, at vore allerfleste Aviser nufortiden ikke passer godt for simple Almuesfolk; men der er dog altid Forskjel paa dem, og vi kunde vel kanske snart faa nogen, som bedre er. Ellers maa jeg dog her indstændig bede om en Ting, og det er, at man ikke hører altfor meget heller efter Avisskrivernes Snak. Mange af dem har næmlig den Syge, at tage Munden vel fuld og skrive Adskjelligt, som der kun er liden Grund i. Det gjælder derfor endnumere om Aviser end om andre Skrifter, at man nøie bør prøve deres Lærdom, førend man tror og eftersnakker den.
Hvad nu ellers selve Læsningen angaar, da kan derom ikke siges ret Meget. Jeg gjentager, at Meningen er ikke at drage Folk bort fra deres Hænders Gjærning; det kan da kun være En i hvært Hus, som dette gjælder om. Jeg tænker mig næmlig ind i en ægte norsk Bondestue, hvor hele Familien om Vinterkvældene sidder enten rundt omkring „Spikhyllen“, der hænger midt i Værelset, eller ogsaa omkring den flammende Ild paa „Gruen“. Den, som nu er dygtigst til at læse og „udtyde“ Bøger, han læser da et Stykke høit; men alle de Andre kan være sysselsat paa sin Vis, Kvind-
