lader saa Trykkeren mangfoldiggjøre sit Skrift, saa hans Tanker kan udbredes til Landets Ender. Og nu indser du vel, hvad en Bog er, at den næmlig er et Slags Talerør, et Middel, hvorved en Mand kan virke lidt endog paa dem, der lever fjærnt fra ham. Den betegner Skribentens Tanker og Ord, og skulde der altsaa være noget Helligt ved den, saa maatte ogsaa Bogskriverens Tanker være idetmindste lige saa hellige.
Efter Bibelens Ord skal vi jo bruge denne Værden men ei misbruge den; det er altsaa vor Pligt at bruge den saa godt som muligt, og skal det ske, maa vi absolut tale derom. Vi maa oplyse hværandre om den bedste Maade at drive Agerbrug, Skogsbrug, Fiskeri, Handel og andre Næringsveie paa. Ingen uden skinhellige Munke og rene Sværmere vil anse det for Synd at tale om Sligt; men ligesaavel som vi kan tale ligesaavel maa vi baade skrive og trykke Bøger desangaaende.
En anden underlig Mening om Bøger høres der ogsaa ofte; Menigmand tror næmlig tildels, at en Bog er ufeilbar. „Jo, det maa være aldeles sandt, for det har da staaet paa Prent“, siger man. Men naar vi nu er bleven opmærksom paa, hvad Bøger egentlig er, saa indser vi nok, at de kan feile ligesaavel som Menneskene. Dels er det jo ikke sagt, at alle Bogmagere er sandfærdige Folk, de heller; dels er selv de troværdigste Skribenter dog ikke alvidende, de kan imod sin bedste Vilje tage feil. Vi har kun en eneste Bog, som slet ikke feiler, naar vi vil vide Salighedsveien. Enhvær skikkelig Bogskriver føler sig naturligvis overbevist om, at hans Meninger er de rette; men han kan aldrig forlange eller ønske, at Folk udenvidere skal sværge paa hans Ord. Det gjælder om Bøger ligesaavel som om al Tale, at vi skal prøve dem og beholde det Gode deri. Kun dette forlanger euhvær retsindig Skribent; – vinder saa hans Meninger almindelig Indgang og derved beviser sin Kraft, da glæder