udretter ingen Ting – at kun de Storthingsmænd, som holder mange og lange Taler, duger Noget o. s. v. Men jeg er ogsaa vis paa, at de Fleste ligesaa let lader sig overbevise, som han jeg talte med. Han vidste ikke, at Storthingsmændenes meste Arbeide er i Kommitteerne, og at mange af dem kan være nok saa dygtige der, om de end ikke kan holde Taler i Storthingssalen. Men saa snart han fik høre rigtig Greie paa den Ting, saa fandt han sig deri. Værre var det at komme tilrettes med ham om andre Ting Det eneste Blad, han havde læst, var Arbeiderbladet, og han havde nu sat sig i Hovedet, at det var klogere og kunde gjøre Folket lykkeligere end baade Regjering og Storthing. At Somme var rige og Andre fattige, syntes han nu var rent galt, og kunde man bare faa gjøre en Opstand mod de Rige og ødelægge dem, saa mente han, der snart skulde blive et lidet Paradis. Armod er en haard Gjæst; og naar den med al sin Elendighed trænger ind i en Hytte uden kristelig Tro og kristeligt Liv, da kan jeg forstaa, hvorledes man kan blive misundelig paa de Rige og fatte Had til dem. Men hvorledes velstaaende Folk kan falde paa Sligt, vilde være næsten ubegribeligt, naar man ikke vidste, at falske Lærdomme er smitsomme Ting, og at Intet fænger lettere, end det som pirrer Egennytten og Egenkjærligheden. Saaledes var det visselig ogsaa gaaet hin Mand, skjønt han slet ikke lod til at være i smaa Kaar. Vi fulgtes ad 3 Mil, men bare det Stykke kjøbte han, foruden et Maaltid Mad, ogsaa Hvedebrød og Kaffe og en hel Flaske Vin, og undred sig høilig over, at jeg ikke vilde drikke med ham men kunde finde bedre Smag i Mælk end i Madera. Der vil Tid til, naar saadanne Folk skal overbevises, og derfor lod det til, at mine Bestræbelser blev saagodtsom uden Frugt; han vedblev med at ønske Ulykke over de Rige ligesaavel sidst som først. Imidlertid var det mærkeligt nok, at han ved Adskillelsen gav migFolkevennen. 1. Hæfte.
