Side:Folkevennen 1852.djvu/36

32

Et Par Smaatræk af Folkelivet.

(Af O. Vig.)

Jeg gjorde isommer en Fodtur mellem Kristianssund og Kristiania. Nu er der vel just ikke ret saa stort Kjendskab til Folket at faa for den, som stryger fort og bent fram efter „Kongsveien“; men har man Ørene med sig og Øinene rigtig aabne, hvor man færdes, saa kan der dog altid være Et og Andet, som fortjener at kommes ihu. Undertiden kan man ogsaa ligesom ved et Lykketræf faa se og høre Lidt, som vil sidde fast i Hukommelsen; og saaledes gik det til, at jeg paa Hjemveien syd i Gudbrandsdalen kom i Følge og Snak med en Mand, der ligesom jeg skulde nordefter. Det var en Bonde fra Østerdalsgrændserne, som ofte havde vanket mellem Hjembygden og „Kristian“, var omtrentlig klædt paa Byvis og havde faaet Smag paa anden Levemaade, end Fjeldbonden baade er vant og vel fornøiet med. Nu skulde han til Prokuratoren, for han havde en Sag angaaende en Skogstrækning, som Somme holdt for Alminding og somme Andre igjen for sin Eiendom. Da han nu hørte jeg kom fra Hovedstaden, spurgte han efter Nyt derfra, og vilde vide, hvad man nu bestilte paa Storthinget, hvorfor Thrane og Abildgaard var sat fast o. s. v. Saaledes er gjærne overalt den norske Almuesmand; han vil altid vide, hvorledes Sagerne staar og gaar, og det er jo et glædeligt Tegn. Det gjælder derfor om, at man nærer denne Videlyst hos Folket, og giver dem en sund Oplysning om vore borgerlige Forholde, for det er just den de mangler. Det er da heller intet Underligt, at man nutildags faar høre mange skjæve og bagvendte Meninger; hvor der mangler Oplysning, maa jo Folk snakke som den Blinde om Farverne, men endnu kan der visselig rettes derpaa, hvis man blot med Alvor, Klogskab og Udholdenhed lægger Haand paa Værket. – Det er vist ikke den ovennævnte Bonde alene, som mener, at Storthinget