begynde dermed; Jorden har en uudtømmelig Rigdom i sit Skjød og kan derfor taale alt det Arbejde den faar. – Man indvender maaske, at man mangler Penge til Sligt; men vi maa huske, at Alt bør tages med Læmpe. Det skulde dog undre mig, om ikke de fleste Gaardbrugere kunde have Raad til aarlig at rydde op 1 Maling eller 2; isaafald vilde meget udrettes i en Mandsalder. – Til Opdyrkning af vore store Myrer forslaar vel ikke altid en Mands Midler; men vi tør vel haabe, at Sandsen derfor efterhaanden vækkes, og da vil Folk visselig med Glæde forene sine Kræfter i den Retning. Hvad ogsaa en enkelt Mand kan gjøre isaahenseende, har vi nu set i Kjøbmand Jervell paa Molde; det er at haabe, at det vil lykkes ham med Opdyrkningen af den store Vestnæs Myr i Romsdalen, og at andre Pengemænd derved vil opmuntres til noget Lignende. Norge er vel ikke rigt; men sandelig, var blot Viljen og Sansen tilstede, kunde der gjøres Meget ogsaa hos os. Hvad vilde det gjøre en stor Del af vore Kjøbmænd, Æmbedsmænd, Storbønder og Andre, om de f. Ex. aarlig skjød sammen en 10–20 Daler til et saadant Foretagende? Selv vilde de have Ære, maaske endog fulde Renter deraf, og en Mængde Arbejdere, ja endog hele Fædrelandet vilde høste Nytte og til Gjengjæld bringe Vedkommende sin Tak derfor.
(Herved mindes jeg om at frembære et andet ønske for vore formuende Folk: Opret med forenede Kræfter saadanne Fabrikker, som vi trænger til! Jeg ønsker ingenlunde, at Norge maa faa store Fabrikbyer paa Udlandets Vis; jeg vilde blot have saa meget, at vi saavidt muligt kunde hjælpe os selv med Varer. Anlægges disse Værksteder med Klogskab og drives ved Vandkraft, kan det vel aldrig slaa fejl, at de jo maa svare Regning. Ved slige større Anlæg vil de overflødige Folk i hine enkelte næringsløse Bygder faa Arbejde og Ophold og saaledes slippe at forlade sit Fædreland).
