saa har dog denne Indvending ingen Betydning; thi vel er det sandt, men det er ogsaa sandt, at Priserne paa Alt hvad vi trænger at kjøbe, er aftaget forholdsvis lige saa meget. Naar vi saa endvidere lægger Mærke til, at der nu indføres dobbelt saa meget Korn, 4 Gange saa meget The, 7 Gange saa meget Kaffe, Sukker og Sirup, 8 Gange saa meget Rosiner o. s. v. som for 30 Aar siden, saa er det jo klart, at der nu kommer flere Næringsmidler end dengang paa hvært Menneske i Landet, eller med andre Ord: Levemaaden maa være bedre og Armoden mindre. Ogsaa tror jeg, at man i mange Bygdelag vil finde øjensynlig Stadfæstelse herpaa; for 50 Aar siden var det dog vel oftere, end nutildags er Tilfældet, at se unge Mennesker gifte sig med tomme Hænder; i vor Tid har man visselig oparbejdet noget Mere, naar man vil sætte Bo – ialfald er der gjærne Anledning dertil, hvis man blot vil være stræbsom og tænke sig for.
Med alt dette er det dog ikke min Mening at nægte, at der jo virkelig kan gives enkelte Steder, hvor der nu er vanskeligere at leve end før. I saadanne Bygdelag, som f. Ex. Lessjø i Gudbrandsdalen, hvor Værksdriften er bleven stanset og Skogen ødelagt, og hvor Aarvejen gjærne fryser bort, der er det ikke at undres over, om Folk nødes til at vandre ud i Værden; ialfald er det jo soleklart, at Armoden der maa være bleven større, siden hine Næringsveje er ophørte og ingen andre kommen isteden. Men saadanne Omstændigheder findes dog, gudskelov, ikke ret mangesteds i Landet; og naar man alligevel hører omtrent de samme Klager, da maa man lægge Mærke til, at den menneskelige Natur er saa tilbøjlig til Misfornøjelse. Vistnok vilde dette ikke træde saaledes frem, dersom kristen Tro var almindelig i Folkets Hjærter; man vilde da føle sig ganske anderledes tilfreds, overbevist om, at det er Guds mindste Gjærning at skaffe os Ophold for det timelige Liv.
