har det altid været i Værden baade med Menneskeslægtens timelige og aandelige Udvikling, baade med Oplysning, Sædelighed og ydre Lykke. Ogsaa med Folkets Velstand hertillands forholder det sig saaledes. For et Par 100 Aar siden var det temlig ofte, at Folk rundtom i Bygderne sulted ihjæl; – endog i de mere aarvisse Egne f. Ex. Romerike var det ikke saa Faa, som virkelig døde Hungersdød. I den første Halvdel af det 17de Aarhundrede var der f. Ex. ikke mindre end 12 store Hungersaar, hvori Kornet blev 6 ja endog 8 Gange saa dyrt som det ellers plejde. Alene i Opdal døde i 1601 80 Mennesker af Sult, og i 1591 havde endog Elendigheden gaat saa vidt, at der ved Vejen mellem Throndhjem og Dovre ikke saaes Røg af flere end 3 Skorstene. I 1741 og 42 døde her i Norge over 31,000 Mennesker flere end der fødtes, og i 1773 ligeledes 17,000 flere. Ogsaa nu er det vel mangesteds knapt nok, men at Folk rent sulter ihjæl, er dog i vore Dage sjældent; det sker dog kun i enkelte faa Bygdelag i de største Uaar. – Endnu paa andre Maader lader det sig bevise, at Velstanden er tiltaget. Tænk blot, hvormeget bedre Folk forstaar at gjøre sit Arbejde nu end før! Ved Hjælp af bekvemmere Redskaber, kløgtigere Arbejdsdrift og andre Opfindelser, kan ganske vist et Menneske nu udrette det samme i 3 Dage som før i 4, og naar man saaledes i Aarets Løb kan vinde over mere Arbejde end man kunde før, og altsaa fortjene mere, saa kan det heller ikke fejle, at jo Velstanden er forøget: thi medrette har man sagt, at Arbejdet er igrunden Menneskets Rigdom. Der udføres nu i Norge dobbelt saameget Skrej som for 30 Aar siden, og næsten dobbelt saa meget Trælast; men da Folkemængden kun er en halv Gang til saa stor nu som da, saa maa der nu aabenbar falde større Fortjeneste paa enhvær af Landets næringsdrivende Folk end dengang. Vil man indvende, at Priserne siden den Tid er bleven mindre baade paa Trælast og Fisk,
