kroget over et Bord fra Morgen til Aften, nok kan finde Dagen lige saa lang, som f. E. en Gaardsgut eller en Sjømand, uagtet disse har langt mere Brug for sine Kræfter.
Om de Folk, som arbejder mest med Hovedet, er det en endnu almindeligere Tro, at med dem har det aldrig nogen Nød; for en saadan Mand, heder det, kan som oftest sidde lunt og godt i sin Stue, og behøver kanske knapt „at tage sine Hænder i nogen Ting.“ Men det er dog netop med dette Arbejde som med Kroppens, at hvis En er nødt til længe og uafbrudt at drive paa det Samme, saa falder det tilsidst møjsommere end Nogen tror. Og den, som har havt noget rigtig Alvorligt at tænke paa, han vil have prøvet, at man lige saa vel kan faa Værk i Hovedet af Tankebrud som Træller i Hænderne af Bjelkehugst, og kanske han heller vil have det Sidste end det Første. Men kan vi da undres paa, om Betalingen for slige Sysler alt af denne Grund er højere end den synes at burde være, naar vi bare ser paa, om Arbejdet tager paa Kroppen eller ikke?
Fremdeles ved jo Enhver, at et Slags Arbejde, uden just at være tungere end et andet, alligevel kan være saadant, at Folk har Ulyst til det, saalænge andet Arbejde er at faa, saasom fordi det maa udføres om Natten (f. E. Sygepleje), fordi det er usundt eller urensligt (Garveri) eller farligt (Grubearbejde); og vil man da ikke, som før sagt, tage Folk med Magt til saadanne Sysler, er der intet andet Raad end at lokke dem med højere Løn, og da naturligvis med Mere eller Mindre alt eftersom Arbejdet er.
I faa Ord kan det da kanske bedst siges, at en anden af Aarsagerne til Arbejdslønnens Ulighed er Arbejdets større eller mindre Behagelighed, og at jo ubehageligere et Arbejde er, jo højere vil Lønnen være. Imidlertid er herved at mærke, at man, ved at dømme om en Syssel er ubehagelig eller ikke, maa tage alle Omstændig-
