bejdslønnen, og at Enhver blev tvungen til at udrette hvad Andre forlangte, enten han saa vilde eller ikke, ligesom paa Tugthuset og i Slaveriet?
Herom kan vel ikke være mere end en Mening. Men hvad derimod Mange slet ikke er paa det Rene med, det er: om det eller det Arbejde er anstrængende eller ikke, og altsaa om hvornær Lønnen med Rette er stor eller liden. Der gives ikke Faa, som tror, at ingen Gjerning kan være møjsom uden hvor det gjælder at tage i af alle Kræfter, eller som det ofte heder, at Ingen ved hvad Arbejde er, uden den, som ligefrem maa æde sit Brød i sit Ansigts Sved. Og dog skal der sandelig ikke lang Tid til at erfare, at Mangt og Meget kan falde sværere end det haardeste Legemsarbejde, om det ogsaa synes nok saa let, og at man nok kan blive træt og udmaset, uden at just Kroppen har lidt nogen Nød. Forsøg bare f. E. at holde en Træflis med ret udstrakt Arm en halv Times Tid, og Du skal se, at inden 10 Minutter begynder alt Armen at ryste, og inden andre 10 Minutter er Du saa træt, at Du kanske ikke kan holde ud et øjeblik længere, om Nogen ogsaa bød Dig mange Penge derfor. Og deraf maa vi jo slutte, at skjønt vort Legeme er saa beundringsværdigt indrettet, at vi uden synderlig Møje (ja til ren Moro, som ved Dans) kan ud- føre mange tusinde forskjellige Bevægelser efter hverandre, saa kan vi dog ikke, ligesom en Kværn eller et Sagblad, uden stor Vanskelighed holde længe ud paa et og samme Sæt eller Vis, om Arbejdet forresten synes aldrig saa let. Men deraf følger igjen, at vi, ved at dømme om en Syssel er møjsommere end en anden, ikke alene maa se paa, hvem af dem, der kræver mest Styrke, men lige saa meget paa hvilken Syssel der er mindst Skifte eller Afveksling ved, eller med andre Ord, hvilket Arbeide er det ensformigste. Og da tænker jeg vi maa skjønne, hvorfor f. E. en Skrædder eller Skriverkarl, som sidder